Redaktørens kommentar: Et 1972-moment i håndboldens historie
Kommentar: Håndbolden blev løftet op på et nyt niveau ved OL i Paris - både på og udenfor banen. De danske herrer har simpelthen hævet barren for, hvad man kan på en håndboldbane. De danske kvinder fik den første OL-medalje i tyve år og cementerede deres plads i verdenstoppen. Og i Lille viste håndbolden sin fascinationskraft, da man under semifinalerne spillede for mere end 100.000 tilskuere. Håndbolden er forandret. Der kommer til at blive et før og et efter 2024.
AF THOMAS LADEGAARD
Tårer i tastaturet
I 1992 var jeg på Roskilde Festival. Den dag Danmark vandt EM i fodbold. Dagen efter EM-finalen sad jeg i et poesitelt og plejede tømmermænd, da en digter gik op på den lille scene og begyndte at læse op: "Jeg sidder og skriver det her, mens tårerne triller ned ad mine kinder og ned i tastaturet."
Jeg husker ikke længere, hvem digteren var. Men ordene glemmer jeg aldrig. Det var Kurt Thyboes kommentar i Ekstra Bladet efter EM-guldet. Og jeg fik det stort set på samme måde, da jeg på tv så reaktionerne efter de danske håndboldherrers andet olympiske guld søndag den 11. august.
For det var en rørende søndag. På mange måder. En olympisk guldmedalje til Danmark er altid noget specielt. Altid noget man vil huske. Men denne guldmedalje var alligevel noget særligt. Finalen udgjorde det store farvel til Mikkel Hansen og Niklas Landin. To af håndboldens absolut ypperste. De to bedste mandlige håndboldspillere i Danmark nogensinde. Og de to der om nogen har tegnet perioden fra 2011 og til 2024.
Et 1972-moment i håndboldens historie
Men herrernes OL-finale var meget mere end det. De danske herrers spil ved denne olympiske turnering har udgjort en kvalitativ milepæl. Håndbolden er forandret - og det var nok det mest rørende ved den OL-finale. Det danske spil har hævet barren for, hvad man kan på en håndboldbane. Hurtigt, effektivt og ekstremt seværdigt håndbold. Teknisk og taktisk kunnen perfektioneret i en holdsport med enorm finesse og stort set uden fejl.
På TV2 i dag talte Bent Nyegaard pludselig om “Total-håndbold” som en reference til det, hollandske Rinus Michels gjorde for fodbolden i starten af 70’erne. Det var et præcist nedslag.
Faste lyttere af Mediano Håndbold vil vide, at jeg som redaktør af Mediano Håndbold ofte taler alt for meget om jugoslavisk håndbold. Min første udsendelse som vært på kanalen handlede om Vlado Stenzel og den måde, jugoslaverne revolutionerede håndbolden ved OL i 1972.
Håndbolden blev forandret for altid ved den olympiske slutrunde. Udenfor banen fordi håndbolden for første gang blev olympisk. Det løftede håndbolden og gjorde den interessant for nogle af de store nationer. Håndbolden blev større. På banen ændrede jugoslaverne spillet taktisk, teknisk og fysisk. Deres tilgang gjorde også håndbolden større.
Efter Danmarks spil i den første kamp i indledende runde mellem favoritterne Frankrig og Danmark spurgte jeg vores eksperter Nicolej Krickau og Rasmus Vandbæk, om vi var vidner til et 1972-moment. Altså om Danmark simpelthen hamrede en spillemæssig hegnspæl ned i håndboldhistorien. En markering af at håndbolden nu er forandret. I retning af hurtigt, eksplosivt spil af teknisk dygtige spillere, der med uhyre få fejl spiller et fejende flot og tempofyldt spil.
Krickau og Vandbæk var lidt mere afmålte end jeg i min beruselse efter åbningskampen. Efter finalen tør jeg godt sige: Det var et 1972-moment. Der er aldrig blevet spillet bedre håndbold end det, Danmark formåede under denne OL-slutrunde. De danske herrer har simpelthen hævet barren for, hvad man kan på en håndboldbane.
Og også udenfor banen blev spillet løftet som i 1972. Mere end 100.000 tilskuere så de fire kvartfinaler. Og tilskuerne i Lille skabte en ramme, vi aldrig før har set. Edith Piaf afløste Birthe Kjær og løftede rammerne omkring håndbolden betragteligt.
Der findes dem, der gerne vil gøre håndbolden til en marginal provins-sport, der kun angår folk i Jylland. I Lille så vi håndboldens enorme potentiale.
Det største landshold i historien?
Med et så flot spil og en så fantastisk præstation, som de danske herrer afsluttede turneringen med, rejser sig et naturligt spørgsmål. Et spørgsmål man normalt ikke burde stille. Men som nu giver mening. Er dette danske landshold det største i historien?
Det korte svar er: Det er godt nok ved at være tæt på. Både spil, indflydelse og resultater er ved at være deroppe. Og nu mener jeg også, at de har passeret de svenske “Bengan Boys”. To gange har de vundet det OL-guld, svenskerne aldrig kunne vinde. Men de franske “Eksperter” er måske stadig lige oppe i en liga for sig. En Top 5 ser således ud for mig nu:
Frankrig 2001-17
Danmark 2011-24
Sverige 1990-2002
Jugoslavien 1982-88
Rumænien 1970-76
Og så er det også værd at nævne det danske trænerteam. Henrik Kronborg har været til OL tre gange - og været i finalen hver eneste gang. Sammen med Nikolaj Jacobsen har de løftet håndboldspillet ved deres unikke tilgang. Henrik Kronborg har gentagne gange her på kanalen fortalt om, hvordan de forbereder sig til en slutrunde. Ikke mindst at det aldrig er godt nok at gøre, sådan som de gjorde sidst. De vil ikke køre den samme triste rundgang. De er konstant på udkig efter nye måder at udfordre de andre hold - og ikke mindst egne spillere. De motiveres af at tænke nyt og ved hele tiden at være foran de andre. Det bringer også dem op blandt de største trænere i spillets historie. Deres opfindsomhed, kreativitet og ukuelige vinderinstinkt har også været med til at løfte spillet. Vi kommer aldrig til at se Nikolaj Jacobsen holde store lederkurser. Han er håndboldmand - og det skal vi bare takke ham for. Han har også løfter barren for, hvad håndbolden er og kan.
“Det var i dag, vi skulle gå ind og spille vores livs kamp”, sagde han til spillerne inden kampen. Og det gjorde de så. Efter et forløb, hvor han hen over en hel sommer havde mulighed for at finpudse alle taktiske detaljer på det danske hold. Den OL-finale blev kulminationen på alt det, han og teamet er i stand til at udrette. Og det er præcis det, der gør os alle så rolige, når vi tænker fremad på de kommende år med de danske herrer.
Fremragende bronzemedalje - nu skal kvinderne til at ændre historien om dem selv
Også de danske kvinder kan tage hjem fra en olympisk turnering med medaljer om halsen og smil på læben. Det var ikke fejende smukt og uden nederlag som de hos de danske herrer. Og landstræner Jesper Jensen noterede sig øjensynligt undervejs, at det er en svær målestok at blive målt op imod de danske herrer, sådan som man helt naturligt vil blive det under et OL.
Men der var meget at være glad for og stolt over for de danske kvinder. For femte gang i træk under Jesper Jensen befandt man sig mellem de fire sidste. Femte gang i træk med en dansk semifinale. Nu kan vi endegyldigt slå fast, at de danske kvinder har stabiliseret sig i verdenstoppen. Og kvartfinalen mod Holland og bronzekampen mod Sverige viste også, at Danmark er en klar nummer tre på kvindernes håndboldhimmel.
OL viste også, at de danske kvinder stadig mangler noget, når Frankrig men ikke mindst Norge står på den anden side af midterstregen. Hele fire gange har de tabt til Norge denne sommer. Til olympiske guldvindere, der viste sig at være i en klasse for sig. Og jeg synes det er på sin plads at tale om, at der eksisterer et “Norge-kompleks”. Et kompleks der for alvor voksede sig stort denne sommer på en baggrund af VM-semifinalen i december. Det nytter ikke at tale om det. Der er kun én måde at komme forbi det kompleks, og det er ved at slå Norge i et stort mesterskab i de kommende år.
Dét er det næste skridt kvinderne skal tage. På mange af reaktionerne fra spillerne ved OL kunne vi høre, at de var rørte, fordi det havde været en “hård rejse” dertil. Tyve år siden den sidste OL-medalje. Første OL-deltagelse siden 2012. De har været længe undervejs. Drømmene er gået i opfyldelse, og derfor er reaktionen på alle måder forståelig.
Men måske er tiden nu også kommet til at ændre historien og narrativet omkring det danske kvindelandshold? Nu har de ændret fortællingen. Nu er de ankommet til verdenstoppen. Endegyldigt. Nu er de der. De er ikke længere på vej. Derfra gælder det om at tage de næste skridt.
De danske kvinder skal tage fra OL med en stolt bronzemedalje om halsen. Og så skal de hjem og arbejde videre med deres egen fortælling. Og med de næste skridt. Missionen er lykkedes. De er der nu. I verdenstoppen med spillere i alle de store, europæiske klubber. Nu skal en ny historie begynde.
En tak til de store
Til sidst er det på sin plads at sige tak. Tak til alle jer, der har fulgt os under OL og de mange udsendelser, det er blevet til undervejs. Tak til så store kapaciteter som Martin Albertsen, Allan Heine, Nicolej Krickau og Rasmus Vandbæk, der har været med os, og som har delt ud af deres viden og engagement undervejs. Tænk at kunne have så store kapaciteter med sig til at sætte ord på alt det, vi har set. Det er kæmpe privilegium for os på Mediano.
Tak for enorme oplevelser. Ikke mindst til spillere som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Nikola Karabatic, Stine Oftedal med mange flere. Vi kan love, at dem kommer vi til at vende tilbage til her på kanalen.
Også en hilsen til kommentator Bent Nyegaard, der har kommenteret sin sidste landskamp. Han har været stemmen i hele den gyldne periode for Danmark. Han har gjort os klogere. Også han har løftet håndbolden med sit engagement, sin viden og sin gudbenåede formidlingsevne. Han vil blive savnet bag mikrofonen. Og det var også en passende gave at han sluttede med den sublime OL-finale for Danmark.
Vi der var med i dag, oplevede noget ganske særligt. Noget der formentlig aldrig kommer til at gentage sig. Vi vil kunne sige: Vi så dem. Vi så den kamp. Vi så Mikkel og Niklas. Vi fik den oplevelse. Tak.
Kommentaren er også indtalt her.
Alle vores udsendelser på Mediano Håndbold er gratis. De kan lade sig gøre pga. vores gode samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Sparinvest. Giv dem en tanke, hvis du har brug for kompetente finansielle partnere.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os, der hvor du normalt finder dine podcasts.
Fotos: Getty Images.