Redaktørens kommentar: Det betyder noget - før VM i Sverige og Polen 2023

Kommentar: Mediano Håndbolds redaktør Thomas Ladegaard blev før VM påmindet om, at landsholdene i håndbold betyder noget. For alvor. For mange mennesker.

AF THOMAS LADEGAARD

Dobbeltkampene mod Saudi-Arabien var fjollede og unødvendige af alle de grunde, Ekstra Bladets Jan Jensen beskrev før det andet opgør. Men de var også noget andet. Opvarmningskampene blev en manifestation af den betydning, landsholdene har. Og af den glæde herrelandsholdet bringer til andre mennesker i en kold og mørk januar.

Jeg var i Royal Arena lørdag til det andet opgør. Regnen piskede ind i ansigtet på mig, da jeg spadserede mod arenaen. Mens jeg hoppede forbi den ene vandpyt efter den anden, vandrede tankerne naturligt tilbage til sommeren, da jeg måtte finde snirklede småveje i Ørestaden for at komme ud og hente min datter, der var fanget på et hotel efter at have løbet væk fra masseskyderiet i Field’s.

Man kan sige, at jeg mødte ind i den store arena med behørigt lave forventninger. Men da jeg kom ind i arenaen og fandt min plads, blev jeg revet et helt andet sted hen. På trods af modstanden og foromtalen var Royal Arena helt fyldt med 11.000 tilskuere. En stor del af dem klædt i rødt og hvidt. Tilskuerne havde forberedt sig, og bare mens man bevægede sig rundt i gangene, var det som at skære sig igennem forventningens glæde.

Da det danske hold trådte ind i arenaen til holdpræsentationenerne, lød der et spontant jubelbrøl ned mod holdet. Det var rørende, medrivende. Alt det som de dobbelte verdensmestre har bygget op i de sidste femten år. Den store glæde ved spillerne og det danske landshold. Den inderlige forventning og stolthed over det danske hold. Det har været en lang rejse for de danske herrer. Men de indtager lige nu en ganske særlig position.

Jeg sad ved siden af et ældre ægtepar i arenaen. De havde virkelig glædet sig. De øvede sig på de nye spillernavne. Sagde: “Det er Hoxer, han hedder, ikke?” De jublede. De var glade. De var vilde med Mathias Gidsel og så med ærefrygt hen på Mikkel Hansen, da han kom over mod vores tribune efter kampen. Det gjorde vi alle sammen. Vi havde en god dag. Vi var stolte af det danske landshold.

Det betyder noget. Landsholdet betyder noget for mange mennesker. Midt i en kold tid. Det er januar og kold regn siler ned i mørket. Der er inflation og krig. Bekymringer er der nok af, og bliver vi for glade, skal vi nok blive banket tilbage i den ønskede krisebevidsthed.

Men lige nu og lige i nogle uger kan det danske landshold i håndbold noget særligt. De kan begejstre og samle mennesker. De får os til at smile og føle en fælles glæde. Det er en kæmpe kvalitet. Det er noget meget værdifuldt i et accelereret konkurrencesamfund, hvor sammenhængskraft kan være en sjælden gæst.

Vi har her på kanalen flere gange taget debatten om håndbold som kulturelt fænomen. Vi forstår godt indvendingerne mod håndbolden. Og vi vil altid have en behørig ironisk distance, når det hele bliver ”For evigt” i en eller anden gummibåd.

Men folkelig sammenhørighed fortjener ikke den kulturelle elites ironiske hån. Lad dem cykle ensomt afsted i vintermørket. Og lad os andre i stedet minde hinanden om, at det vi skal se i januar, rent faktisk betyder noget. For alvor. For mange mennesker.