Finalen er reserveret - redaktørens kommentar efter historiens største EM-slutrunde
Kommentar: Vores redaktør Thomas Ladegaard skulle bruge et halvt døgn til at fordøje finalen og januars EM-slutrunde. Her er hans mandagskommentar.
AF THOMAS LADEGAARD, redaktør Mediano Håndbold
Sidste mandag i januar. Det kunne næsten lyde som en trist novelle af Jan Sonnergaard. Og på en mandag som denne føles det næsten også sådan.
EM-slutrunden i håndbold er spillet til ende. Vi skal alle tilbage til hverdagen igen. Mens vi bider os i læben over, hvor tæt de danske herrer var på endnu en triumf. Få sekunder drejede det sig om.
Mandag er også tidspunktet for det frygtede fænomen; mandagstræneren. Den engagerede tilskuer og fan, der efter kampen kan begrave sin ærgrelse i observationer over alle de ting, man kunne have gjort anderledes. Efter et nederlag er der altid ting, man kunne have gjort anderledes i et uhyre dynamisk boldspil. Men der er ikke så meget at gøre ved det nu. Vi skal videre. Til hverdagen. Og mod nye dramaer.
En historisk EM-slutrunde
Vi kan starte med at glæde os over, at håndbolden igen tog os under armen - i en kold og våd januar måned – og førte os videre ind i 2024. Vi har talt om det på Mediano Håndbold igennem flere år. At en slutrunde i januar virkelig hjælper på det kollektive mentale helbred. Først som en lettere ironisk vittighed. Med tiden med lidt mere alvor i stemmen.
Vi fik ikke den store nationale forløsning med pandekager på Rådhuset. Men vi fik noget at samles om foran skærmene. Noget at glædes over. Igen.
Tilskuerrekorden i Düsseldorf ved åbningskampen var blot et varsel for det, der fulgte i de store arenaer i Tysklands store byer. Denne slutrunde var helt som forventeligt én stor illustration af den gamle pointe om, at ALLE slutrunder i alle sportsgrene burde afholdes i Tyskland.
Med mere end 1 mio. tilskuere i de tyske arenaer, blev det den slutrunde med flest tilskuere nogensinde. Og det er vel at mærke tilskuere, der ikke bare kommer for at heppe på deres eget hold. De fylder hallerne i f.eks. München for at se noget god sport. I Köln stod de op og heppede deres hold frem. Og de var store nok til at anerkende store præstationer på de andre hold, som da kroatiske Dominik Kuzmanović tog pynten af de tyske hold. Det var en fest.
I begyndelsen af slutrunden var der også store roser til dommerlinjen. Det var tydeligt, at vi nu skulle se et EM, hvor de store mænd godt måtte gå til stålet. Mange var begejstrede. Men måske fandt det sin grænse, da tyske Hey-man blev til Judo-man og slyngede Simon Pytlick rundt i semifinalen? Håndbolden har altid bevæget sig mellem rå fysisk kraft og hurtig elegance. Dén balance skal håndbolden også altid kunne finde.
Og så vil EM-slutrunden uden tvivl blive husket for spektakulære afgørelser med brug - eller ikke brug - af video proof. I hvert fald i Sverige. På trods af gode dommerpræstationer, står tre eklatante fejl tilbage fra slutrunden. Det portugisiske mål med otte spillere på banen mod Danmark. Videoafgørelsen mellem Danmark og Sverige, der endte med en fejlagtig tilbagestilling af kampuret, og som gav en kontroversiel afblæsning af et udlignende svensk mål i den modsatte ende. Og så selvfølgelig Prandis tordenskud i semifinalen mod Sverige, som aldrig skulle have været godkendt. En slags ”Guds hånd” for håndbolden. Men som kunne have været afgjort ved et enkelt blik på videoskærmen.
EM 2024 var stor, dramatisk, festlig og en vi kommer til at huske.
Finalen er reserveret - vi har nu et duopol
Den dramatiske finale mellem Danmark og Frankrig står også her dagen efter som en monolit af et opgør. Som slutrunden var den storslået, dramatisk og mindeværdig.
Det var, helt som ventet på forhånd, slutrundens to bedste hold, der tørnede sammen i Lanxess Arena i Köln. Da Frankrig og Danmark mødtes i VM-finalen i Stockholm, sagde Nikolaj Jacobsen efter kampen til hans franske modpart Guillaume Gille: ”We will meet again”.
Det viste sig at være helt rigtigt. EM 2024 cementerede det faktum, at vi nu har et egentligt duopol i den internationale herrehåndbold. Den reelle duel står mellem Danmark og Frankrig – med Sverige lige bagefter. Ligesom vi hos kvinderne har duellen mellem Norge og Frankrig – med Danmark lige bagefter.
Det betyder også: Der er meget mere drama forude. Allerede ved sommerens OL. Men med tre danske verdensmesterskaber i træk og et EM- og OL-guld til Frankrig har vi nu en periode, der kan sammenlignes med duellen med Sverige og Rusland i 00’erne eller mellem Rumænien og Tjekkoslovakiet i 60’erne.
Det betyder ikke, at de to hold vil vinde guld hver eneste gang. Men der har nu udkrystalliseret sig et duopol, der kan fortsætte i mange år endnu. En situation hvor Sverige også har skilt sig ud fra en subtop bestående af Spanien, Tyskland, Island, Ungarn, Slovenien, Kroatien m.fl.
Allerede inden slutrunden talte vi om Danmark mod Frankrig som en drømmefinale. Også fordi det sædvanligvis er meget velspillede og dramatiske opgør. Vi blev bestemt ikke skuffede søndag i januar. Henrik Kronborg fortalte i vores optaktssamtale med ham om storheden i at møde Frankrig med de seks stjerner på brystet og høre ”La Marseillaise” inden kampstart. Meget mere af det venter forude.
Når alt kom til alt, viste det sig, at guldet alligevel ikke var reserveret, således som TV2 marketingafdeling ellers så frejdigt havde proklameret det inden slutrunden. Det burde ikke komme bag på nogenlunde håndboldkyndige folk. Men vi er i et duopol, hvor finalen måske er reserveret, og hvor det nu handler om at udvikle de kompetencer og strategier, der gør at vi kan slå Frankrig igen. Det er det, de kommende år kommer til at handle om.
Vi taler ofte om, og bryster os af, den enorme danske bredde. Og det er fortsat ikke forkert, at Danmark ville kunne stille med en B-trup af 16 spillere, der formentlig ville kunne udfordre de fleste hold i en international Top 8.
MEN: Det er ikke den målestok, vi skal måle os med. Det vi taler om her, når vi taler bredde, er den absolutte verdensklasse. Altså bredde når vi møder Frankrig i en stor finale. Det er det, vi skal tale om. Og der er vi måske et sted, hvor bredden måske alligevel ikke er helt så stor.
Det blev i hvert fald klart under EM-slutrunden, at den personkreds, der i sidste ende skal vinde medaljer til Danmark, er ganske lille. Med en mærket Saugstrup og med Gidsel og Pytlick, der må være helt drænede nu, har vi de tre spillere, som Danmark ikke kan undvære. Vi har målmændene, og vi har dygtige spillere i det hele taget. Men den personkreds, der besidder den ypperste og afgørende verdensklasse, er lille.
Som et led i den strategiske udvikling for de mange kommende opgør mod Frankrig, skal vi udvikle spilformer og strategier, hvor der trækkes færre veksler på Saugstrup, Gidsel og Pytlick. Det bliver ikke den samme udfordring ved et VM eller et OL med færre udfordrende kampe. Men for dette hold og med denne spillestil blev det til sidst en udfordring ved et EM.
Og når det så er sagt, er håndbold på dette plan jo for pokker et spil med så vanvittigt små marginaler, at det på få sekunder sagtens kunne have været dansk guld.
Dagen efter, som mandagstræner, er der mange ting, man kan sidde og bide sig i læben over efter den finale. F.eks. at vi har et klart overtag i første halvleg, hvor Emil Nielsen med mange redninger skaber perfekte forudsætninger for at løbe fra franskmændene. Vi har styr på Karabatic og Dika Mem, men vi får ikke bragt os afgørende foran i den periode. Lidt for mange brændte chancer, lidt for mange ærgerlige beslutninger. Og måske skulle landstrænerne også have byttet målmand 5-7 minutter før.
Og så vil vi igen og igen se det sidste minut igennem. Eller de to sidste angreb. Det vil vi danskere se som en historisk spildt mulighed. Vi kan lukke kampen to gange. Men begge angreb er lidt skidt eksekveret og ender i ingenting. Som jeg hørte det, skulle Gidsel ramme Luka Karabatic. Men han kom aldrig derind. Det vil alle vi danske ærgre os over. I meget lang tid.
Men alt det er jo mandagstrænerens lod. Sandheden er, at Danmark var uendeligt tæt på at snuppe guldet foran det, der også er et helt fantastisk fransk hold.
Den gode nyhed er, at der venter så meget forude.
Den dårlige vittighed er, at der snart kommer en ny slutrunde igen.
Det gamle mod det nye
Ved indgangen til slutrunden udpegede vores to eksperter, Jesper Bach Fredin og Rasmus Glad Vandbæk, et tema, som kom til at gå som en rød tråd gennem slutrunden. Vi kaldte det ”Det gamle mod det nye” til at benævne skiftet i spillet mod en mere dynamisk spillestil i høj fart udført af nye navne med hurtige fødder. Spillere som Gidsel, Pytlick, Knorr, Claar, Costa brødrene osv.
Vi så det i den tidlige eliminering af Spanien med Canelleas og Maqueda. Vi så et ungt portugisisk hold, der har revitaliseret sig selv. Vi så også tyske U21-verdensmestre spille med stor selvtillid og energi.
På mange måder en slutrunde, der indvarslede et nybrud. Et brud i retning af den spillespil, der har bragt Magdeburg til toppen af europæisk håndbold. Det betyder ikke, at forskellige spillestile ikke kan eksistere ved siden af hinanden. Men det er et godt bud, at vi vil se tilbage på EM og OL 2024 som et sted, hvor der igen skete et skifte i håndbolden.
Håndboldspillet udvikler sig altid evolutionært. En stil, et nyt tiltag mødes med modsvar. Sådan er det også nu. Mens vi hele tiden bevæger os i retning af et hurtigere spil, endnu mere bevægelse og tempo.
Det gamle mod det nye vil helt sikkert også blive et tema på en række landshold i kalenderåret 2024. De olympiske lege markerer traditionelt afslutningen på en cyklus eller en æra. Mest berømt illustreret ved svenske Per Carlén, der simpelthen stillede sine håndboldsko på medaljeskamlen i Atlanta i 1996.
Vi skal sige farvel til Nikola Karabatic ved OL i Paris. Men han vil ikke blive den eneste, der formentlig takker af der. Afskeden er allerede i gang. Diskussionen om et generationsskifte på mange hold vil altid fylde noget i den forbindelse.
På det danske hold har et generationsskifte lykkeligvis været en løbende proces. Det er måske det mest suveræne og bemærkelsesværdige ved det her danske hold. Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg har lige så stille over en årrække skiftet yngre kræfter ind på holdet. Det er suverænt gjort – og noget som Sverige f.eks. mislykkedes totalt med efter deres ’Bengan Boys.’
Vi har nu for fremtiden en stamme med Emil Nielsen – Emil Jacoksen – Magnus Landin - Simon Pytlick – Aron Mensing - Thomas Arnoldsen - Mathias Gidsel – Emil Madsen – Mads Hoxer – Oskar Vind - Magnus Saugstrup – Simon Hald osv.
Vittigheden har været, at Nikolaj Jacobsens hidtidige kontrakt udløb i 2025, fordi det var der hvor Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mads Mensah og Henrik Møllgaard ville sige stop efter VM i 2025. Men nu har Nikolaj Jacobsen forlænget til 2030. Det kunne være et tegn for fremtiden.
Når det så er sagt, kommer der selvsagt en ulykkelig tid, hvor vi skal spille landskampe uden navne som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mads Mensah, Rasmus Lauge, Hans Lindberg og Henrik Møllgaard. Heldigvis får vi lidt tid til at vænne os til tanken. Og forhåbentlig får vi en del af dem at se også, når der skal spilles VM på hjemlig grund om et år.
Og så viste alletiders to bedste mandlige danske håndboldspillere i øvrigt i EM-finalen, at de har så meget kvalitet at byde ind med. Måske var det en overraskelse, at Emil Nielsen var den, der skulle starte i det danske mål. Mens hans spil var et rungende svar på eventuelle spørgsmålstegn.
Og så til sidst kom Niklas Landin ind og havde selvsagt flere spektakulære redninger. Mikkel Hansen scorede ni mål i en finale, hvor han til sidst i den ordinære kamp med to stående skud lige fik cementeret sin storhed. De to største har storheden i sig. Og til sidst nappede Mikkel Hansen lige rekorden for flest scorede mål ved en EM-slutrunde for næsen af Nikola Karabatic.
Tusind tak
Og lad os stoppe med Hansen og Landin. Denne slutrunde var heldigvis ikke et farvel til dem. Men lad os minde hinanden om at nyde dem, mens tid er. De to er uden sammenligning de to største, danske mandlige håndboldspillere. Nogensinde. Der har aldrig været to som dem. Det er bare at takke for at vi har været så heldige at se få lov til at se dem tørne ud for Danmark.
Og lad det også være en tak til aktørerne: Tak for kæmpe oplevelser ved dette EM.
Tak til vores tætte partner Sparekassen Kronjylland, der er afgørende for at gøre alt det her muligt.
Tak til de 1.027 lyttere, der havde lyst til at være med i vores minilga på holdet.dk. Og kæmpe tillykke til Jeppe Madsen, der vandt vores miniliga – og blev nr. to i hele spillet. Dét fortæller noget om niveauet blandt vores lyttere!
Tak til alle jer, der lyttede med undervejs. Uden jer kunne det hele være ligegyldigt.
Tak til Jesper Fredin og Rasmus Vandbæk for at følge os hele slutrunden igennem. Det var virkelig ”Max Mediano” undervejs. Og præcis det, vi er sat i verden for.
Undervejs var vi oppe som den tredjemest aflyttede podcast indenfor sport i Danmark. Vi vil fortsætte med at være nørdede og gå i detaljer. Det er det, vi kan – og skal. Og lige straks er vi tilbage med meget mere. Blandt andet hele to udsendelser i februar under overskriften ”Slutrunde blues”.
Vi høres ved!
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Fotos: Getty Images.
