Redaktørens kommentar: Markante milepæle passeret i en historisk sæson - på banen og i podcasten
Kommentar: Det er vanskeligt at bevare pessimismen. I maj måned rundede Mediano Håndbold 500 udsendelser. Samtidig var maj 2023 den måned med flest aflyttede episoder på Mediano Håndbold. Nogensinde! Det er markante milepæle, der kalder på meget mere.
AF THOMAS LADEGAARD
Vi står ved afslutningen af en helt utrolig sæson i dansk håndbold. Lad os lige trække vejret et øjeblik og se på, hvad der er sket:
Det danske kvindelandshold kom i november i den første finale ved en slutrunde i 18 år
De danske herrer blev i januar verdensmestre for tredje gang i træk - som de første i historien
Ikast Håndbold hentede i maj den første titel for et dansk klubhold i European League i 8 år
I den kommende weekend er Team Esbjerg for andet år i træk i Champions Leagues final four
Tilskuerinteressen er stigende i ligaen for både kvinder og herrer - og store profiler er på vej til den danske liga
Danske spillere og trænere sætter markante præg på de store udenlandske ligaer.
Flere lyttere på én måned end vi engang havde på et helt år
Det er mildest talt en fornøjelse at være med på den rejse - som de ville sige i X factor. Store resultater og store oplevelser. Og mildest talt rigtig meget at tale om på en podcast som Mediano Håndbold. Vi løber ikke tør for gode historier. Vores begejstring for det danske spil på 20 gange 40 meter er ikke ligefrem blevet mindre i den forgangne sæson.
Interessen og begejstringen kan vi også mærke på podcasten Mediano Håndbold. April og maj måned har sat nye rekorder. Faktisk endte maj 2023 med at være den måned med absolut flest aflyttede episoder i Mediano Håndbolds historie. Maj måned var første gang, vi nåede over 100.000 afspillede udsendelser på en enkelt måned (en del mere faktisk).
I begyndelsen af maj publicerede vi samtidig afsnit nr. 500 på kanalen! Der er sket en del siden da. Det at lytte til podcasts er i mellemtiden blevet allemands eje. Nu har vi lige så mange lyttere på en måned, som vi havde på et helt år ved podcastens start for fem år siden.
Videre med podcasten
På baggrund af dén udvikling, kræver det en del anstrengelse for at bevare pessimismen. Faktisk giver udviklingen på og udenfor banen endnu mere energi til dét, der ligger forude. I den kommende sæson.
Vi vl fortsætte med vores månedlige programmer om international håndbold med Rasmus Boysen. Godt nok kan de udsendelser blive lange. Men hvor vil du ellers finde så meget viden og begejstring som hos Rasmus Boysen?
Vi fortsætter bestemt også med at jagte sandheder sammen med Peter Bredsdorff og Henrik Møllgaard. Et ganske unikt makkerpar. Og nogle samtaler om sport og håndbold, som du i al beskedenhed ikke får nogle andre steder i æteren. Dertil kommer liga updates, interviews, portrætter osv.
Endelig er den kommende sæson særlig. Der ser vi nemlig frem til kvindernes VM, hvor vi skal opleve Danmark på hjemmebane i Herning. Vær ganske forvisset om, at Mediano Håndbold allerede nu gør klar til den store event.
Tak fordi du er med os. Tak fordi du lytter.
Og ikke mindst tak til Sparekassen Kronjylland for at gøre alt det her muligt. Vi gør os umage - præcis som Sparekassen Kronjylland. Og vi har virkelig taget det til os: Tiden, vi investerer, gør forskellen.
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Foto: Håndboldkvinderne