RedCircle.png

Velkommen

... til Mediano Håndbold. Vores nyeste skud på stamme.

Vi giver det fascinerende spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store håndboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens sommerhilsen: Sommerhumør og glæde på Mediano Håndbold

Redaktørens sommerhilsen: Sommerhumør og glæde på Mediano Håndbold

Podcast: Sommeren er over os. Ferien er over os. Og Mediano Håndbold er her stadig. Redaktør Thomas Ladegaard gør her status over en uforglemmelig sæson i dansk håndbold. Og så ser han frem mod en sæson, der kan blive endnu vildere. Og hvor Mediano Håndbold barsler med en række nyheder og nye formater. Humøret er højt på vejen ud i sommerlandet.

AF THOMAS LADEGAARD

”Sommer, sommer og sol
Havet og blæsten og duft af kaprifol
Sommer, sommer og sol
En himmel så blå som viol”

 Det meste af håndbolddanmark er gået på ferie. Langt de fleste håndboldprogrammer og podcasts er for længst forsvundet på stranden.

Sådan spiller vi ikke på Mediano Håndbold. Vi sender. Og vi følger håndbolden. Ikke blot når der er slutrunder eller store finaler. Det er en af grundene til, at du skal følge os og huske at abonnere i din foretrukne afspiller. Vi er her. Vi bliver her.

I juni måned havde vi en af de bedste måneder nogensinde, når vi måler på antallet af lyttere. Faktisk den femtebedste måned nogensinde! Tusind tak fordi I lytter med. Uden jer lyttere var der ikke nogen podcasts. Din opbakning er uvurderlig for os. Tusind tak.

Den forløsende bronze

Vi kan nu gå på sommerferie efter en voldsom sæson for håndbolden.

For første gang siden 60’erne har vi nu både et mandligt og kvindeligt landshold i verdenstoppen. Landshold der spiller semifinaler og vinder medaljer.

Kvindernes bronzemedalje i Spanien føltes som en befrielse. At vinde en medalje som en forløsning. Alle de spillere, vi har talt med, omtaler det som netop en forløsning. Der var tårer på banen og en følelse af, at man er på vej til at lykkes.

Men tag ikke fejl: Det er en meget ærgerrig spiller- og ledertrup. Og de vil mere end bronze. Vi har fulgt dem tæt her på kanalen. Det er tydeligt, at der er skabt et miljø og en stemning på og omkring holdet, hvor man hele tiden jagter de næste procenter, der kan sende Danmark yderligere op på medaljeskamlen til de store mesterskaber.

Måske var semifinalen mod Frankrig det nøgleopgør, der vil stå tilbage. Her viste kvinderne, at de er der, og at de kan udfordre et hold som Frankrig. Men også at der måske mangler den sidste tro på, at man hører til i en finale. Den tro skal holdet bygge på i de kommende år. Og med Rusland ude af den internationale håndbold, er der nu en konkurrent mindre at tænke på.

November måneds EM kan blive den slutrunde, hvor det kvindelige landsholds plads i den internationale top for alvor cementeres. Nu kommer de til at gå ind til en slutrunde med markante forventninger på deres skuldre. Men også med en spillertrup, der efterhånden har erfaring og som består af topspillere fra nogle af Europas helt store klubber.

Tre medaljer i tre slutrunder

Herrernes tre medaljer (af hver karat) på tre slutrunder føltes ikke på samme måde som en forløsning. Dertil er vi alt for godt vant. Vi er alt for forkælede. De danske herrer leverer simpelthen topresultater ved hver eneste slutrunde efterhånden.

Det er ikke det samme som sikre medaljer og guld hver eneste gang. Men der er så meget bund og kvalitet i holdet og dets trænere, at de danske herrer også i de kommende slutrunder vil være at finde blandt favoritterne.

Det virker allerede nu som det mest naturlige i verden, at vi har en verdensstjerne som Mathias Gidsel – ved siden af alle de andre verdensstjerner. Hans gennembrud på den internationale scene er fortsat noget, man forbløffes over. Vi var nok mange, der tænkte at Gidsel, Lauge og Hansen måtte blive tidernes drømmetrio ved EM i januar. Det blev det ikke helt. Men det var tæt på. Der stod blot en Jordi Ribera i vejen.

De kommende år bliver spændende at følge. Der er en del flere år i de bedste danske spillere – og flere på vej. Det samme kan man også sige om særligt Sverige og Frankrig. I januar går det løs igen.

Fantastisk afslutning på sæsonen i ligaerne

Og snart går også den hjemlige turnering i gang igen. Det kan man kun glæde sig til. Semifinaler og finaler hos både kvinderne og herrerne var store og mindeværdige.

Den første finale i Gudme gav virkelig troen på håndbolden som fortælling ny energi. En stor gul væg, intensitet, drama og store personligheder. En af den slags finaler vi vil huske tilbage på om mange år. Og dejligt velgørende efter Coronaens tomrum og tristesse.

Kvindernes tre finaler blev også spillet på et uhørt højt niveau. Team Esbjerg og Odense Håndbold er nu på et niveau, der giver påmindelser om Viborg og Slagelse fra for tyve år siden. De tre finaler var dramatiske og velspillede. Og de kom oven i købet efter semifinaleserier, hvor begge finalister var pressede.

Vi har nu to ligaer på højeste internationale niveau. Og vi har tophold, der kan være med, når de europæiske titler skal fordeles. Dansk håndbold står med andre ord på det måske bedste sted nogensinde.

…. og det bliver bare vildere endnu

Den store nyhed er, at den kommende sæson kun kan blive endnu vildere. Landsholdene skal ud i nye slutrunder, hvor de står godt. Og hjemme i ligaerne skal vi byde velkommen til så store stjerner som Mikkel Hansen og Nora Mørk.

To navne der både indkapsler kvalitet og personlighed. To af håndboldens allerstørste navne i de danske haller. Og de er ikke kommet bare for at hygge sig. De skal spille i hårde ligaer, og de skal ikke mindst konkurrere om pladserne i Champions Leagues Final 4. Begge er ærgerrige. Og begge vil højne kvaliteten og interessen omkring klubhåndbolden betragteligt. Det er en kæmpe glæde at kunne se frem til for alle håndboldelskere.

Både på herre- og kvindesiden har vi nu to hold, der skal deltage i Champions League. Særligt på kvindesiden er der grund til at have forventning om, at både Esbjerg og Odense skal være med helt fremme. GOG og Aalborg får det sværere. Men tænk lige tilbage: Hvornår har vi sidst haft fire hold, der er med helt fremme i en europæisk håndboldtop, der bliver mere og mere kompetitiv? Ikke engang i 60’erne var dansk håndbold i nærheden af det.

Det er bare at konstatere igen: Vi står midt i en guldalder. Og på Mediano Håndbold er vi simpelthen bare stolte af at kunne følge dansk håndbold i netop denne periode.

Viden og feedback

Vidste du, at den gennemsnitlige lytter på Mediano Håndbold er en mand på 37 år bosiddende i Kolding, og som dyrker fitness i sin fritid?

Den mand findes formentlig ikke. Og heldigvis er der ingen af Mediano Håndbolds lyttere, der er gennemsnitlige!

Men vi har i den forgangne måned gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt vores lyttere. En undersøgelse, der har givet os uvurderlig viden om, hvem der lytter – og ikke mindst hvad I kan godt kan lide og vil have mere af.

I skal have tusind tak for at give os den feedback. Det bliver en viden, vi kommer til at bruge meget intensivt i den kommende sæson. Både i vores tilrettelæggelse af de enkelte udsendelser. Men også helt generelt i den måde, vi kommer til at prioritere og udvikle programmerne.

Nye formater på vej

Det er samtidig en viden, vi allerede nu har brugt i planlægningen frem mod efteråret.

Allerede nu kan vi ’afsløre’, at vi i den nye sæson kommer til at introducere to nye, månedlige programmer.

I det ene har vi engageret Rasmus Boysen til et månedligt program om internationale håndbold. Ingen kender den internationale håndbold som ham. Og en gang om måneden kommer du til at få det helt store internationale overblik, som du ikke kan få nogle andre steder.

I det andet program går vi sammen med Peter Bredsdorff-Larsen på jagt efter sandheder i håndbolden. Vi vil hver måned udfordre nogle af sportens etablerede sandheder – og jagte ny viden i og udenfor håndbolden. Forvent et program hvor der er perspektiv og stof til eftertanke.

Og så fortsætter vi naturligvis med en række af de andre kendte formater og intensiverer dækningen omkring slutrunderne. Det kan I glæde jer til.

Hjælp os: Del det gode budskab

Af spørgeskemaet kan vi se, at vi har fat i en engageret og interesseret målgruppe i håndboldens landskab. Men vi vil gerne ud til endnu flere håndboldinteresserede.

Så hvis du kan lide, hvad du hører, skal du ikke tøve med at fortælle dine håndboldinteresserede venner om os. Del en historie på sociale medier. Send og dine kommentarer. Og vær med til at gøre kendskabet til Mediano Håndbold endnu større. Vi er her, og vi vil blive ved med at fortælle om håndbolden.

Tak til lytterne – og til Sparekassen Kronjylland

Vi vil gerne sige alle jer lyttere tusind tak fordi I er med os. Vi arbejder stadig med en model uden brugerbetaling og uden forstyrrende bannere og reklamer, som ingen klikker på. Men den fungerer også kun, fordi vi har så godt et samarbejde med vores partner Sparekassen Kronjylland.

Sparekassen Kronjylland har været med os fra start. Og vi er yderst stolte af det tætte partnerskab omkring håndbolden. De kan noget specielt. I marts 2022 blev Sparekassen Kronjylland kåret som Danmarks bedste arbejdsplads – for tredje år i træk. Vi er stolte af fortsat at være en del af deres engagement i håndbolden.

Kære lytter. Vi glæder os til at bringe dig endnu mere unikt indhold fra håndboldens verden. God sommer. Vi høres ved.

Thomas Ladegaard

Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.

Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.

Spillerportræt: Mathilde Neesgaard om at sige farvel til drømmen - for at kunne leve drømmen

Spillerportræt: Mathilde Neesgaard om at sige farvel til drømmen - for at kunne leve drømmen

Portræt: Christina Roslyng og den psykologiske sikkerhed på landsholdet

Portræt: Christina Roslyng og den psykologiske sikkerhed på landsholdet