Mistanken om matchfixing i håndbold - med Lars Bruun-Mortensen fra TV2
Podcast: Midt i januars VM-fest blev det pludselig tid til eftertanke, da TV2 efter et indgående arbejde kunne afsløre, at otte topdommere var under mistanke for matchfixing. Hele 26 klubkampe på allerhøjeste niveau var en del af en rapport, som det europæiske håndboldforbund EHF havde modtaget helt tilbage i 2018 – og holdt hemmelig siden da. Vi har besøgt journalist Lars Bruun-Mortensen på TV2 for at blive klogere på sagen - og hvad der kan være på vej.
AF THOMAS LADEGAARD
Håndboldsporten har i årevis været præger af historier og anekdotiske fortællinger om underlige kampe og resultater. Der findes et hav af historier fra sportens og håndboldens historie om mistænkelige resultater, mistænkelig adfærd, dommere fanget med store pengebeløb i kontanter osv.
I 1976 da Fredericia KFUM spillede finale i mesterholdenes Europa Cup mod jugoslaviske Borac Banja Luka opdagede danskerne, at vinderkagen allerede var sat frem på forhånd. Der var skandalen omkring bestikkelse af dommerne til 2007 Champions League finalen af Kiel. Det er næsten blevet en indforstået sandhed, at hjemmehold til en slutrunde altid kommer i semifinalerne. Og da AG København og Jesper ’Kasi’ Nielsen i maj 2012 tabte semifinalen i Champions League til Atletico Madrid med 25-23 sagde han følgende:
”Jeg skal passe på, hvad jeg siger, hvis jeg gerne vil i Final4 næste år. Men de (dommerne red.) kunne da have gjort det meget mere elegant. De kunne da have skjult det meget bedre, end de gjorde. Jeg ved godt, hvordan det her fungerer. Jeg var forberedt på den her modgang til AGK. Man vinder ikke Final4 første gang, man deltager. Der er så mange mekanismer, som afgør det her. Men nu har jeg været til min første EHF-middag med de rigtige mennesker, og dem skal jeg til nogle flere af. Det gælder om at trykke de rigtige mennesker i hånden, hvis man gerne vil vinde Champions League”.
- Jesper Nielsen, maj 2012
I januar 2022 kunne svenske Handbollskanalen breake en historie om matchfixing. Og i januar 2023 kunne danske TV2 så fortælle om 26 internationale kampe, der var under mistanke i en rapport fra 2018 fra firmaet Sportradar. Rapporten navngiver otte dommerpar. Sportradar understreger, at rapporten ikke er et bevis på matchfixing. I stedet opfordrer man EHF til yderligere undersøgelser af dommerne.
Det er en sag, hvor vi måske kun er stødt på toppen af isbjerget. Og hvor gravende journalister er i gang med at afdække mere om mistanken. Hør Lars Bruun-Mortensen fortælle her.
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Fotos af Matija Gubica og Boris Milosevic samt Gjorgji Nachevski og Slave Nikolov er fra Getty Images. Begge dommerpar er nævnt i rapporten og i TV2's dækning.