Redaktørens sommerhilsen: Meget mere Mediano Håndbold - med Sparekassen Kronjylland og Sparinvest
Podcast: Sommeren er her og redaktør Thomas Ladegaard er i et nærmest overstadigt godt humør oven på en rekordsæson i dansk håndbold – og på Mediano Håndbold.
Midt i en fornøjelig sportssommer ser vi indenfor håndbolden nu frem til OL i Paris, hvor både de danske kvinder og herrer for første gang siden 2012 begge er repræsenterede.
Og det kan vi gøre med kæmpe glæde, fordi vi på Mediano Håndbold for første gang nu står med to ligelige partnere bag os. Sparekassen Kronjylland har været med os siden 2018. Fra den 1. juli er Sparinvest nu også med som hovedpartner. Det betyder, at vi igen i den kommende sæson kan levere podcasts med kvalitet fra håndboldens verden – helt gratis til alle vores lyttere.
Mediano Håndbold startede i 2018. Hvert eneste år har vi øget antallet af lyttere betragteligt. Under januars herreslutrunde var vi oppe på en tredjeplads over mest aflyttede podcasts om sport i hele Danmark.
Vi er glade og meget stolte over den opbakning, vi har mødt igennem årene. Trods den store bevågenhed på sporten – særligt under slutrunderne – er håndbold ikke en sport, der tiltrækker de mest inkarnerede fans. For nogle er det næsten lidt ’nørdet’ at høre en timelang podcast om back-kryds og den danske firebloks modstandskraft mod tunge franske kryds.
Men det er præcis på grund af den slags indhold, vi er sat i verden. Vi vil analyserne. Vi vil tale med trænerne og høre om deres ledelsesopgave. Vi vil udgive podcasts om brugen af personprofiler eller data i håndbolden. Vi vil tale om ”psykologisk tryghed” som begreb og om det særprægede pointsystem i den portugisiske liga. Så tak for din opbakning som lytter. Tak fordi du er med os.
Sparinvest og Sparekassen Kronjylland som partnere på podcasten
Alle vores udsendelser er gratis for dig som lytter. Det er en model, vi meget gerne vil holde fast i. Men det kan også kun lade sig gøre, fordi vi har gode partnere med os.
Det er med meget stor stolthed, at vi fra og med i dag kan præsentere Sparekassen Kronjylland og Sparinvest som ligelige partnere for Mediano Håndbold.
Sparekassen Kronjylland har været med os siden 2018. De har sikret alle vores lyttere snart 600 gratis podcast udsendelser om håndbold. Sparekassen Kronjylland bygger på stærke relationer, og er sammen med dig som kunde med til at sikre økonomisk tryghed ved at give dig overblik og flere muligheder. Du kan finde dem over hele landet.
Sparekassen Kronjylland bliver i den nye sæson særlig partner på alle udsendelser om landshold og slutrunder. Første gang i forbindelse med sommerens OL-slutrunde.
Fra 1. juli er Sparinvest også med som hovedpartner på kanalen. Sparinvest vil være særlig partner på alle vores udsendelser om international håndbold.
Velkommen ombord. Det er os en kæmpe glæde at have to så stærke partnere med os. Hvis du kan lide de gratis udsendelser, så giv vores hovedpartnere en tanke, hvis du har brug for kompetente finansielle partnere og rådgivere.
Guldalderen fortsætter
Vi glade for vores partnere. For der er i de disse år så meget håndbold, vi gerne vil fortælle om. Det er som om guldalderen bare fortsætter. Aldrig tidligere har vi haft en periode, hvor danske hold på både kvinde- og herresiden på én og samme tid dominerer verdenshåndbolden. Med medaljevindende landshold og klubhold der slår sig igennem til Champions Leagues Final 4.
December måned blev en fest i Boxen sammen med de danske kvinder. Vi var til stede hele vejen igennem på scenen i fanzonen i Herning, og vi oplevede den store entusiasme helt tæt på. Vi fik også en af dansk håndbolds største mavepustere, da Henny Reistad i semifinalen punkterede alle vores drømme med 15 mål. Dét nederlag sidder stadig i kroppen. Men smerten til trods, kan det ikke fortrænge den glæde og den opbakning, der er til det danske landshold.
Begejstringen fortsatte endnu en gang ind i januar, hvor de danske herrer viste klassen ved EM. Det samme gjorde Frankrig i en slutrunde, der endnu en gang cementerede, at slutrunder i Tyskland er en pokkers god idé – og at slutspil i Lanxess Arena i Köln kan noget helt særligt.
Det gentog sig i starten af juni, hvor Aalborg Håndbold med en formidabel kraftanstrengelse og stort taktisk overskud først slog sig forbi mægtige Magdeburg i semifinalen og derefter rystede giganten FC Barcelona i finalen. De kampe viste, at vi med Aalborg Håndbold har et internationalt klassemandskab, der har både bredden og individualisterne til at kunne være med helt i toppen. Satsningen i Aalborg har stødt ind i udfordringer med skader og stress-sygemeldinger, nederlag i Ringsted. Men Aalborg har også vist en langsigtet seriøsitet i det, de foretager sig. De er ikke en døgnflue men en internationalt veletableret klub, der kan tiltrække sig de store navne. Det kommer til at fortsætte i de kommende sæsoner, hvor Arnoldsen og Hoxer kommer til at vokse yderligere.
På kvindesiden viste Team Esbjerg også klassen igennem hele sæsonen. Deres afmontering af Ikast i den første DM-semifinale med Reistad og Mørk på tribunerne var et mesterstykke. Det var det også at gå igennem sæsonen ubesejret i Danmark. Kun Györ kunne i Final 4 sætte en stopper for Esbjerg. Klubben skal nu ud i den første sæson efter Jesper Jensen, og det bliver vanskeligt for Tomas Axnér at gøre det meget bedre. Men der er så meget kvalitet i Esbjerg, at det også ligner, at hegemoniet kan fortsætte for dem.
Videre med begejstring og nysgerrighed
Som lytter på Mediano Håndbold har du forhåbentlig allerede mærket det. Vores energi og drivkraft handler om begejstring og nysgerrighed.
Vi måler helt konkret vores udsendelser på, om der er begejstring for at tale om håndbold. Og om vi er nysgerrige og bringer ny viden frem. Det er ikke altid, det lykkes. Men det er vores klare målsætning med alt, hvad vi gør.
Det her er aldrig en pligt. Og det må aldrig blive til en pligt. Håndbold er leg, udvikling og nysgerrighed. Sådan skal det også være at lytte til Mediano Håndbold. Som lytter kan du holde os op på det: Hvis det er uden begejstring og uden nysgerrighed på spillet, skal vi omgående rette til.
Vi vil altid forsøge at gå dybt, hvor andre går bredt. Vi er bestemt et nichemedie. Med vores løbende serier som ”International håndbold med Rasmus Boysen” og ”Jagten på sandheder” prøver vi at afdække særlige hjørner af håndbolden og blive en lille smule klogere. Som når vi besøger Bakken Bears for at høre om brug af video og data indenfor basketball. Eller som når går tæt på den tyske Bundesliga sammen med Rasmus Boysen og undervejs besøger Mathias Gidsel i hans lejlighed i Berlin. Det er alt det, som vi skal gøre meget mere af i den kommende sæson i tæt samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Sparinvest.
Vi vil blive ved med at bevise, at man godt kan ramme et publikum ved at tale op i stedet for at tale ned.
Hvis du kan lide, hvad du hører, skal du ikke tøve med at fortælle dine håndboldinteresserede venner om os. Del en historie på sociale medier. Send og dine kommentarer. Og vær med til at gøre kendskabet til Mediano Håndbold endnu større. Vi er her, og vi vil blive ved med at fortælle om håndbolden.
Tak til alle jer lyttere
Til alle vores mange lyttere: Tusind tak fordi I er med os.
Det er på mange måder ret enkelt: Uden lyttere – ingen partnere. Og uden partnere – intet indhold.
Vores model er og bliver uden brugerbetaling – og uden grimme bannere, som ingen klikker på. Den model er vi ret glade for. Men den fungerer også kun, fordi vi har så godt et samarbejde med vores partner Sparekassen Kronjylland. Og fordi vi nu også får Sparinvest med os.
Kære lytter. Tak for støtten. Vi er klar. Vi glæder os til at bringe dig endnu mere unikt indhold fra håndboldens verden. God sommer. Vi høres ved.
Hør den oplæste version af sommerhilsenen her:
Alle vores udsendelser på Mediano Håndbold er gratis. De kan lade sig gøre pga. vores gode samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Sparinvest. Giv dem en tanke, hvis du har brug for kompetente finansielle partnere.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os, der hvor du normalt finder dine podcasts.
Foto: Getty Images.