Podcast: Når slutspillet i den danske kvindeliga er færdigspillet, er det samtidig et farvel til en af de bedste spillere, der nogensinde har spillet i den danske kvindeliga. Nycke Groot takker af i en alder af bare 32 år. Vi mødte hende i Odense til en samtale om slutspillet, det pressede kampprogram, hollandsk håndbold, og de mange titler. En historie om store drømme der er gået i opfyldelse.
AF THOMAS LADEGAARD
Efter 16 år med tophåndbold indstiller hollandske Nycke Groot sin karriere, når sæsonen i Odense Håndbold er færdigspillet. Kroppen kan ikke mere. Og som hun fortæller i denne podcast er lysten også væk.
Som helt ung kom hun til Holstebro for at gå i fodsporene på en række andre hollandske spillere, der igennem tiden har været omkring Danmark. Hun udviklede sig til at blive en af de bedste spillere, der nogensinde har været i den danske kvindeliga. Og med hendes fire år i ungarske Györ fik hun opfyldt en pigedrøm om at vinde Champions League. Hele tre gange lykkedes det.
Nu takker hun af. Før slutspillet begyndte, fangede vi hende i Odense til en samtale om karrieren, slutspillet, hendes beslutning om at stoppe, og hvad fremtiden skal bringe.
Undervejs fandt vi nogenlunde ud af, hvorfor hun dribler med venstre hånd, og hvad man kan lære af at dyrke hurtigløb på skøjter. Og meget, meget mere.
Mød en af håndboldsportens helt store profiler i denne særlige podcast fra Mediano Håndbold.
Hør udsendelsen her:
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Foto: Getty Images og Odense Håndbold.