Lab: Skadeforebyggende træning med Jesper Bencke
Podcast: Estavana Polman, Olivia Mellegård og Emil Lærke er blandt de prominente navne, der er blevet ramt af en alvorlig skade ved indgangen til den nye sæson. Skader i håndbold er desværre et evigt aktuelt område, og arbejdet med at forebygge de alvorlige skader er et forskningsområde under stor udvikling. Jesper Bencke er en af de fremmeste forskere på området og en del af DHF's ekspertgruppe, der har været været med til at udvikle den nye Performanceprofil og anbefalingerne for ”Den gode opstart” efter Corona.
AF THOMAS LADEGAARD
Ankelskader. Knæskader. Overrevne korsbånd. Skulderskader.
Alt det er en del af hverdagen i håndboldens verden. En verden hvor en forstuvet finger ikke tæller som en skade. Men hvor alvorlige skader i sidste ende ofte er med til at afgøre mesterskaber og slutrunder.
I denne udsendelse fortæller Jesper Bencke om skaderne i håndbold. Og om hvordan man kan arbejde med forebyggelse af skader - særligt i skulderen og i korsbåndet.
Et område, der som der forskes intensivt i. Men som måske ikke er det, der er højest på agendaen i en hverdag, hvor der også skal trænes fysisk, taktisk, teknisk og mentalt. For Jesper Bencke hænger de ting sammen. Og i udsendelsen giver han gode råd til, hvordan man kan indpasse den skadeforebyggende træning i den almindelige træning.
Jesper Bencke er ph.d, laboratorieleder og idrætsskadeforsker på Hvidovre Hospital. Han forelæser regelmæssigt hos både Københavns Universitet og Syddansk Universitet om biomekaniske undersøgelser i sport. Han har siden 1995 undervist i DHF og har bl.a. forelæst om forebyggelse af korsbåndsskader i håndbold hos det franske forbund i deres nyåbnede Maison du Handball og på for håndboldlinjen på Universitetet i Porto. Han er uddannet master coach, har været træner i ligaen for FIF og FCK Håndbold og indgår i DHF's ekspertgruppe.
Hvis du vil vide mere, er det muligt at kontakte Jesper Bencke her.
Hør udsendelsen her:
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.