KIF Kolding Special - Håndboldmastodontens deroute
Podcast: KIF Kolding er en institution i dansk håndbold. En institution, der gennem en årrække har været i frit fald fra tinderne af dansk håndbold. I denne udsendelse har vi besøg af Kim Mikkelsen, sportsjournalist på JydskeVestkysten, og går tæt på håndboldmastodontens deroute.
31. maj 2015 fejrer KIF Kolding København sit andet danske mesterskab på to år. Fire år senere står KIF Kolding, efter et farvel til den københavnske romance, på 10 meter-vippen, stirrer ned i bassinet, mens en gruppe opkomlinge fra grænselandet er klar til at skubbe institutionen ud over kanten og ned i et tomrum, hvor ingen kender konsekvenserne.
Rutchebaneturen ned fra dansk håndbolds tinder er gået hurtigt for koldingenserne, der engang var historien om storhed, stolthed og vinderkultur, men i dag står tilbage som en rodebutik, hvor manglende udbetaling af løn, uro og møgsager gennem en årrække har tegnet billedet af klubben udadtil. Væk er alt det, der gjorde Kolding til en magtfaktor. Tilbage står en stakåndet, decimeret håndboldklub.
I denne udsendelse fra Mediano Håndbold har vi besøg af sportsjournalist på JydskeVestkysten, Kim Mikkelsen. Kim har gennem ni år haft KIF Kolding som hovedstofområde, og han har derfor været helt tæt på storklubbens deroute. Fra Champions League med verdensstjerner på holdkortet til nedrykningskampe mod TM Tønder. Så hermed en podcast om en af de helt store i dansk håndbold. Om store personligheder, triumfer og nedture.
God fornøjelse!
I udsendelsen kan du blandt andet høre om:
Forskellene på nutidens og datidens KIF Kolding
Hvordan tredje nedrykningskamp mod TM Tønder tydeligt viste, at Kolding by ikke er ligeglad med håndboldklubbens fremtid
Hvorfor Kim Mikkelsen mener, at der ikke er nogen elitesportsklubber, som har godt af at komme “ned og vende” i en lavere række
Hvornår KIF Kolding bevægede sig væk fra den identitet, der gjorde KIF til en storklub, og hvordan vinderkulturen skinnede igennem både på banen, men i særdeleshed også på direktionsgangen med Jens Boesen som bannerfører
At Skjern i 2011 hentede vinderkultur ind fra KIF ved at skrive kontrakt med Kasper Søndergaard
Da KIF Kolding indledte en københavnsk romance, føjede store stjernenavne truppen, vandt mesterskaber, fejrede triumfer, men endte i et spansk forsøg, hvor billedet blev mudret, kulturbærerne tilsidesat og tingene begyndte at skride
Hvad KIF Kolding mistede, da Bo Spellerberg forlod klubben sidste sommer
Usikkert økonomisk fundament og nye konstellationer i organisationen
Hvordan uroen i baglandet har påvirket truppen i indeværende sæson, og hvorfor Lars Rasmussen har haft meget vanskelige arbejdsvilkår
At manglende udbetalinger af løn har været hverdagskost i KIF Kolding i mange år, og hvorfor spillerne gennem årene har accepteret det faktum og købt ind på den præmis
Hvad det københavnske eventyr gjorde ved KIF-identiteten
En kommende cheftræner og klublegende Ulf Sivertsson, der vender tilbage til Kolding
Og meget andet!
Hør også, da vi forleden besøgte brødrene Nikolaj og Mads Øris Nielsen i Bjerringbro-Silkeborg. En udsendelse om at være klubmænd, opvæksten i Bjerringbro og en masse røverhistorier og oplevelser fra tiden i dansk håndbold. Du finder udsendelsen nedenfor.
Hvis du vil høre flere podcasts fra Mediano Håndbold, kan du nedenfor få et overblik over de ting, vi har produceret. Vi har været i gang i over et år og fortsætter med at levere gratis håndboldindhold til jer lyttere. Det kan vi kun, fordi Sparekassen Kronjylland har været med som hovedpartner hele vejen. Det er vi enormt stolte af og endnu mere, fordi Sparekassen Kronjylland også er med på rejsen i hele 2019.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Foto: Jan Christensen/FrontzoneSport via Getty Images