På fortovscafé med Casper U. Mortensen i Barcelona
Podcast: Vi tog os en kop kaffe med landsholds- og FC Barcelona-spilleren Casper U. Mortensen i den catalanske hovedstad. Her fortalte danskeren om mytiske FC Barcelona, de store forhold, det kæmpe pres og om de bump på vejen i karrieren, der kun har fyldt endnu mere brænde på venstrefløjens bål og indre motivation.
Man skal ikke runde mange hjørner i Barcelonas gader, før øjnene finder en trøje med blå-røde striber. For catalanerne er FC Barcelona ‘més que un club’ - mere end en klub. For resten af verden er det et kæmpe maskineri, en organisation, en klub, der emmer af storhed, forventninger og pres.
Inden Casper U. Mortensen i sommer skiftede til FC Barcelona, havde venstrefløjen fået fortalt, at det var svært at forstå storheden i klubben, før man stod midt i den. Det gør han nu. Står midt i drengedrømmen, både hans egen, men også rigtig mange andres.
Vi mødte danskeren på en fortovscafé et stenkast fra Arc de Triomf i Barcelona til en snak om at spille i en af verdens mest eftertragtede klubber og alt det, der følger med, men også om forskellene på Tyskland og Spanien, personlig udvikling, da han blev bænket i BSV og meget andet.
God fornøjelse!
I udsendelsen kan du blandt andet høre Casper U. Mortensen fortælle om:
Hvordan man holder dampen oppe på et hold, der vinder alt i den hjemlige liga
Hvilke forskelle der er mellem tilværelsen som håndboldspiller i Bundesligaen kontra i den spanske liga
At forstå Barcelona-storheden og det at være en del af noget større
Hvorfor Casper ikke kunne sige nej til at tage til Barcelona, og hvad der vakte storklubbens interesse hos danskeren
Store forhold med 15 officials omkring holdet og et enormt set-up
Hvordan det godt kan være småkedeligt at spille hjemmekampe foran et meget kræsent og forvænt catalansk håndboldpublikum
Da Casper vandt sin første titel i klubben og efterfølgende fik en besked fra cheftræner Xavier Pascual i holdets Facebook-gruppe om, at det kun var den første af syv
Hvordan det i Barcelona ikke er nok at vinde
Om at få debut i den danske håndboldliga som 16-årig
Hvilke fokusområder venstrefløjen har i sin træning, og hvilke områder han gerne vil forbedre
Om dengang Søren Rasmussen kom til Bjerringbro-Silkeborg og tvang Casper til at blive bedre på sine afslutninger
Da Peter Bredsdorff bænkede Casper i BSV, den efterfølgende vrede, frustrationerne og trodsreaktionen. ‘Der var ikke andre, der skulle bestemme, hvor langt han skulle komme’
Og meget andet!
Hør også vores maratonsamtale med Henrik Møllgaard, der blev optaget for et par uger siden. Udsendelsen blev hakket over på midten og sendt ud i to dele. Du finder både del 1 og 2 nedenfor:
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalvis finder dine podcasts.
Foto: FC Barcelona Handbol