VM 2025 Special #6: Historien om VM 1978 i Danmark
Podcast: Da Danmark første gang afholdt en stor slutrunde i et boldspil, blev det en fest i 23 danske haller - fra Thisted til Aakirkeby. VM i 1978 er blevet kaldt den første moderne slutrunde for håndbolden. De danske spillere blev folkeeje og hipstere går stadig i de sko, der blev introduceret til slutrunden. Det her er historien om VM i 1978 i Danmark.
AF THOMAS LADEGAARD
Her i januar 2025 er der igen VM i håndbold i Danmark. Denne gang afholdes verdensmesterskabet som et delt værtskab mellem Kroatien, Norge og Danmark.
Når der er mesterskab på hjemlig grund, dukker erindringer og minder helt naturligt op. Ikke i skikkelse af fortidens spøgelser, der er kommet for at hjemsøge os. Snarere som venlige påmindelser om alt, der lå forud for den mesterlige, danske håndbold, vi er så heldige at få lov til at opleve i disse år.
I den erindring har VM i 1978 på hjemlig grund en særlig plads i dansk håndboldhistorie. Det var første gang, der blev afholdt et VM i et større boldspil i Danmark. Verdens opmærksomhed var for et kort øjeblik på Danmark. I sin nytårstale i 1977 havde statsminister Anker Jørgensens citeret Kim Larsens linje: ”Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser.” Sådan føltes 70’erne efter oliekrisen. Der var kold krig. Der var koldt på flere måder. VM i 1978 var en lille smule varme i en kold tid.
Selv hos fodboldfolk som Medianos Sebastian Stanbury og Thomas Pyndt indtager denne slutrunde en særlig mytisk status. For nylig besøgte de Fredericia og talte om fæstningsbyens håndboldhelte, 70’erne og VM i 1978. I udsendelsen fra Fredericia efterspurgte de historien om VM i håndbold 1978 i Danmark. Den opfordring har vi hørt. Tak for den. Her kommer dén historie. Historien om VM i Danmark i 1978.
70’ernes håndbold
Indgangen til 70’erne ændrede håndbolden for altid.
På hjemlig grund ændrede Kommunalreformen i 1970 Danmarkskortet og satte gang i en eksplosion af halbyggerier overalt i de nye kommuner. Nye klubber og kraftcentre for den hjemlige håndbold dukkede op, og håndbolden rykkede nu fra de store byer og ud i de små samfund. Effekten af det mærker vi stadig.
I den internationale håndbold blev håndbold optaget på det olympiske program. Ved OL i München i 1972 kunne et globalt publikum for første gang få lov til at opleve legen med bolden på den helt store scene. Den opmærksomhed gjorde pludselig håndbolden interessant for en række af sportens store aktører. Den kommunistiske østblok øjnede pludselig muligheder for flere medaljer og satsede intensivt på håndbolden. Og i München revolutionerede Jugoslavien og holdets magiske træner Vlado Stenzel spillet for altid med sin nytænkende offensive stil. Præcis på samme måde som Holland netop i denne periode under Rinus Michels ændrede fodboldspillet. Den indflydelse blev mærkbar – også for Danmark og det danske landshold. Effekten af det mærker vi stadig.
Danmark var med ved OL i München, men et nyt dansk hold under genopbygning var ikke i stand til at byde de nye stormagter trods. På det danske hold i 1972 var to spillere fra Fredericia KFUM. Det var kun et varsel om det, der skulle følge. Op igennem 1970’erne lå dansk herrehåndbolds absolutte magtcentrum nemlig i Fredericia. Efterslægten og Stadion stod for nogle af de sidste københavnske krampetrækninger, men i starten af 70’erne var et ungt fremadstormende hold fra fæstningsbyen klar til at sætte sig på tronen i dansk håndbold. Det var tid til et magtskifte, og tyngdepunktet for dansk herrehåndbold flyttede vestpå til trekantområdet. På mange måder kan man sige, at det er blevet der lige siden. Først Fredericia, så Kolding, og nu tilbage til Fredericia.
Succesen i Fredericia kom, fordi man havde nogle gode betingelser og dygtige ledere, der kunne give de håndboldinteresserede drenge udfoldelsesmuligheder. De fleste af spillerne kom fra det samme boligområde i byen, og det var i den grad legen med bolden, der drev værket. Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Men det blev håndbolden som vandt den klassiske kamp, og i den gamle glashal i byen udviklede byens to klubber FF og KFUM en fantastisk håndboldkultur, hvor en række talenter trådte deres barnehåndboldsko.
Blandt klubbens unge talenter i de år var de store bagspillere Jørgen Heidemann og Flemming Hansen, og på målet kom det lidt yngre målmandsikon Mogens Jeppesen også til. Særlig satte Flemming Hansen en række eftertrykkelige aftryk i dansk håndbold. Han var seks sæsoner i træk en helt suveræn topscorer i Danmarksturneringen. Et storhold var på vej, og da holdet i 1974 fik tilgang af styrmanden Anders Dahl-Nielsen, højrebacken Heine Sørensen og den kreative fløjspiller Jesper Petersen var der skabt et af de største danske klubhold igennem tiderne.
Det første mesterskab kom hjem til fæstningsbyen i sæsonen 1974/75, og det blev indledningen på en stime på fem mesterskaber i træk. Fredericia var suveræne. Alt for suveræne. Kampene blev jævnt hen vundet 40-20 med højre arm bundet på ryggen. Det blev også Fredericias undergang i sidste ende. Anders Dahl-Nielsen husker det sådan: ”Jeg har ikke noget imod at tabe en håndboldkamp, hvis jeg virkelig føler at jeg har ydet mit bedste. Men det er ikke sjovt at vinde, selv når man spiller dårligt. Til sidst var det ikke udfordrende, og vi var flere, der søgte væk for at finde nogle flere udfordringer.”
Holdet var nok bedst, i den første del af storhedstiden, og i 1976 lykkedes det som det andet danske hold i historien at komme i Europa Cup finalen for mesterhold. Den gang spillede man kun én kamp, og der var Fredericia virkelig uheldige med, at kampen skulle spilles ude mod det jugoslaviske storhold Borac Banja Luka. Alligevel blev det til et knebent nederlag på 15-17, og man kan kun gisne om, hvordan Fredericia KFUM ville have klaret sig, hvis de havde trænet bare halvt så meget som deres østeuropæiske konkurrenter.
Spillerne fra Fredericia blev med tiden også indlemmet på landsholdet, og de kom til at danne rygraden på det hold, der i 1978 skulle spille VM på hjemmebane. Men efter det lidt skuffende OL i München så det ud som om, der var lang vej igen med at få opbygget et nyt slagkraftigt landshold. Med håndbold på OL-programmet blev rytmen nu en turnering hvert andet år, og det betød at landstræner Jørgen Gaarskjær allerede i 1974 igen blev sat på prøve ved et VM.
Denne gang var DDR værter, og efter jugoslavernes overraskelser ved OL havde de fleste hold nu indstillet sig på de nye taktiske varianter i håndbolden. Det blev et VM, hvor fysikken sejrede over kreativiteten, og de danske herrer måtte sande, at der nu var langt op til verdenstoppen. Dertil var forskellen i træningsindsats og mellem amatører og statsprofessionelle simpelthen for stor.
Ligeledes begyndte et dopingspøgelse også at vise sit grimme ansigt i disse år. De seneste år har bragt en række afsløringer fra den østtyske idrætsskole i Sportforum Hohenschönhausen med sig, og der er ingen tvivl om, at de østtyske fremgange i disse år også har været frembragt af væksthormoner og såkaldt ”store vitaminer”. Den senere landstræner Leif Mikkelsen husker f.eks. hvordan han en gang i et venskabeligt lag med nogle af de østeuropæiske ledere kom til at nævne, at et af holdene klarede sig dårligt i de seneste turneringer. Da replicerede en af de østeuropæiske ledere, at ”det skal du ikke tænke på. De får bare nogle store vitaminer, og så skal de nok finde formen”. Den lettere naive danske træner begyndte så meget interesseret at spørge til disse kosttilskud, og om hvordan man kunne få fat i det, indtil det pludselig gik op for ham, hvad de egentlig talte om.
De vesteuropæiske hold var bagefter i denne periode, og VM i 1974 blev heller ikke den store succes for hverken Danmark efter nytænkningen fra Jugoslavien. Faktisk var det hele ved det gamle ved dén turnering. Danmark startede ellers godt i puljespillet med en sejr over Vesttyskland. På flot spil af de danske målmænd Flemming Lauritzen og Kay Jørgensen lykkedes det Danmark at hive en kneben sejr på 12-11 i hus. En formidabel start hvor Kay Jørgensen ved 12-11 reddede straffekast fra den tyske storskytte Hansi Schmidt. Det gav optimisme. Men den efterfølgende kamp mod tjekkerne viste, at holdet ikke havde fysikken og skytterne. Igen scorede man blot 12 mål, mens tjekkerne fik bedre fat i de danske målmænd og kunne vinde kampen 16-12. I den sidste pulje-kamp slog danskerne som vanligt Island 19-17, og dermed var man klar til mellemrunden mod Rumænien og Polen.
Kampen mod Rumænien blev en knusende demonstration af styrkeforholdet. ”Det var som at spille mod en mur”, husker danske Jørgen Frandsen fra kampen. På et tidspunkt var danskerne bagud med hele 2-15 mod de forsvarende verdensmestre. Heldigvis lykkedes det at pynte lidt, så historiebøgerne kun har kampen noteret for et nederlag på 11-20. Men holdet var knækket, og mens rumænerne marcherede videre, løb Danmark ind i et nyt nederlag mod Polen på 9-14. Man var nu henvist til kampen om de sekundære pladser, men også her blev det til nederlag mod Ungarn, og man måtte tage til takke med en plads som nr. 8.
Det fornyende jugoslaviske hold fik bronze mod et Polen på vej frem, mens finalen blev en fuldstændig gentagelse af slutkampen fire år tidligere. Men selvom hjemmebanen var med DDR, blev det igen Rumænien der sejrede. Denne gang med 14-12 og nu med Stefan Birtalan som den helt store skytte og topscorer i turneringen Det blev rumænernes fjerde verdensmesterskab – og det hidtil sidste. Indtil da havde Rumænien vist sig som den altdominerende magt. Men der var nye nationer og nye tider på vej.
OL i 1972 havde varslet forandringer, og skønt VM i 1974 blev en kort tilbagevenden til de kendte mønstre, var en udvikling sat i gang, der ikke lod sig stoppe. Det blev også tydeligt ved OL i 1976 i Montreal. Landstræner Jørgen Gaarskjær havde igen forsøgt at samle et dansk hold omkring den store opgave og omkring en intensiv træningsindsats. Men optakten blev ikke perfekt. Den senere kvindetræner Ole Eliasen blev skadet, og pga. disciplinære problemer måtte Flemming Hansen udelukkes fra truppen. Han var ellers den eneste virkelige skytte i dansk håndbold.
Men på grund af de afbud måtte landstræner Gaarskjær indkalde nye folk i truppen, og blandt dem var en af dansk håndbolds helt store spillere, den på det tidspunkt kun 17-årige Morten Stig Christensen fra København. Den unge Morten Stig kom dog ikke på banen ved et OL, der endnu gang viste sig at være en for hård sommernød at knække. Danmark lagde ud med et 14-18 nederlag til Vesttyskland, og selvom det blev til sejre undervejs over nogle af de mindre håndboldnationer, måtte holdet til slut tage til takke med en kamp om 7. pladsen, hvor det blev til en sejr på 21-15 over Tjekkoslovakiet.
OL i Montreal blev i øvrigt første gang at den senere så mægtige håndboldnation Sovjetunionen tog sig af guldet for både kvinder og herrer. Herrerne slog Rumænien i finalen, og det markerede et tronskifte, der for alvor sendte de ellers så suveræne rumænerne ud i mørket. Kvinderne havde i øvrigt slet ikke været med ved OL fire år tidligere i München, men fra da af var det begge køn, der kæmpede om olympisk guld.
Leif Mikkelsen – Stenzel i København
På det danske hold var udover den unge Morten Stig, en række nye spændende personligheder på vej ind i truppen omkring landsholdet. De var rundet af den københavnske håndbold, som midt i dominansen fra Fredericia stod for noget af nytænkningen i dansk håndbold i disse år. Fra SAGA kom udover Morten Stig en formidabel ny spillertype i Thomas Pazyj, der fra en position som højre back skabte helt nye standarder for spillet. Han kunne skyde med begge hænder og havde et fantastisk blik for spillet og for at gøre sine medspillere gode. Også fløjen Henrik Jacobsgaard fra SAGA vakte opsigt, ligesom Lars Bock der som den eneste spillede i udlandet i svenske Helsingborg.
Jacobsgaard og Pazyj var i 1974 blevet danske mestre som ynglinge, og på trænerbænken havde de en ung visionær træner ved navn Leif Christian Mikkelsen. Han havde stået i flot mesterlære hos træneren fra 67-sølvholdet Hans Jensen. Lige som sin forgænger havde han hentet livgivende inspiration i udlandet. Hvor Hans Jensen kiggede mod Rumænien og Tjekkoslovakiet, fornemmede Leif Mikkelsen instinktivt, at det var i Jugoslavien og hos Vlado Stenzel, at den store udvikling foregik. Mikkelsen knyttede kontakt til jugoslaverne, og deltog ved flere lejligheder i seminarer og trænerkurser der. Ikke mindst betød hans venskab med den jugoslaviske holdleder, at han var med, hvor det skete i disse år.
Mikkelsen tog ikke mindst Stenzels revolutionerende tanker om forsvaret med sig til Danmark, og da hans ynglingehold i SAGA blev danske mestre, skete det med en fin satsning på de nye offensive forsvarsformer. Det kunne de andre hold ikke matche, og det blev hurtigt klart, at der med SAGA og den unge Mikkelsen var noget spændende på vej. Den næsten legendariske håndboldpersonlighed Finn Andersen, der i mange år var holdleder for det danske herrehold, fik overbevist Jørgen Gaarskjær om, at man skulle gøre Leif Mikkelsen til træner for de danske Y- og U-landshold. Året var 1974, og Mikkelsen var da 25 år.
Efter det lettere skuffende OL i Montreal stod det klart, at Gaarskjær ikke ønskede at fortsætte som landstræner. Det var kritisk for Dansk Håndbold Forbund. Ikke mindst fordi man stod som arrangør af for det næste verdensmesterskab, der skulle afvikles i Danmark i begyndelsen af 1978. Gode råd var nu dyre for forbundet, men man valgte en ganske billig og åbenbar løsning, nemlig at ansætte den unge Leif Mikkelsen som ny landstræner og med ansvar for at lede det danske hold på hjemmebane blot 18 måneder senere. Det blev et valg, forbundet ikke kom til at fortryde.
Leif Mikkelsen gik til arbejdet med at skabe et nyt hold med stor entusiasme. Han sammensatte sit hold med en stamme fra Fredericia KFUM, suppleret med en bomber af Guds nåde i Michael Berg fra Holte. Berg var bomstærk, og spillede klogt på sin fysik. Når han kom tæt på forsvaret, kom selv de tunge østeuropæere til kort, og forsvarerne kom meget ofte til at hænge efter Berg. Fra en halvt liggende position og med en forsvarer rundt om halsen var Berg ofte farligst, hvilket de mange tv-seere vil huske fra kampen mod Polen i Randers.
På mål var stadig veteranen Kay Jørgensen. Men det var Mogens Jeppesen fra Fredericia, som alle husker efter det VM. Tilskuernes råb i de danske haller på ”Mogens, Mogens” huskes stadig af alle, der oplevede det medrivende VM. Efter sigende er Mogens Jeppesen den eneste, der nogensinde har fået lov til at ryge i pausen af en landskamp. Men hans manglende fysiske form blev så rigeligt opvejet af hans helt fænomenale reaktionsevne. Jeppesen havde en helt særlig stil, hvor han fra en lav udgangspunktposition lynhurtigt kunne lokke skytterne i en de fælder, han satte for dem. Mange har prøvet at være alene igennem mod ham i Fredericia hallen, mens de har kunnet øjne et helt frit mål over Jeppesens hoved, for så blot at se ”Muggi” lukke sammen i en lynsnar reaktion med armene over sit hoved. Den særegne målmandsstil gjorde også, at Jeppesen fik problemer med sine ledbånd i armene. Til VM i 1982 blev han således tapet op, så han nærmest fik et ekstra ledbånd i begge arme. Til gengæld gjorde denne optapning, at han stort set ikke kunne lave et langt udkast.
På stregen huserede fortsat den teknisk meget dygtige Thor Munkager fra Helsingør. Han havde gjort turen med fra starten af årtiet, og han var en de spillere, som den nye unge landstræner kunne sætte sin lid til. Selvom han ikke var et tårn som nogle af nutidens stregspillere, gjorde hans bevægelighed og fine skudteknik, at han alligevel ragede op i en verden af håndboldkæmper.
Men styrmanden på holdet var utvetydigt Anders Dahl-Nielsen fra Fredericia KFUM. Han havde fået sin håndboldopdragelse i Vejle, og var i disse år en uovertruffen og begavet spilfordeler både på landsholdet og i Fredericia. Ved VM i 1978 havde han lige præcis den rette alder og erfaring til at agere Leif Mikkelsens forlængede arm på banen. Dahl-Nielsen debuterede i marts 1973 og var om nogen omdrejningspunktet på banen for den udvikling af det danske hold, der skete frem mod VM på hjemmebane.
”Jeg mener, at vores hold ved VM i 1978 var det første moderne håndboldhold i Danmark”, fortalte Morten Stig Christensen om det hold, han var med til at bygge op. ”Vi havde en visionær træner og den rette blanding af unge spillere og mere erfarne folk. Ved det VM gik det op i en højere enhed.”
Leif Mikkelsen var rundet af den jugoslaviske håndboldskole, og havde mødt Vlado Stenzel på en trænerskole i Jugoslavien i 1976. Kroaten Stenzel stod dog ikke længere i spidsen for sit hjemland, men var i stedet blevet headhuntet til Vesttyskland, hvor han fik til opgave at bygge et nyt hold op mod VM i Danmark. Før VM mødte danskerne Vesttyskland i Flensborg: ”Vi spillede dem ud af banen i Flensborg. Måske var det fordi Stenzel var syg, men jeg kunne mærke, at vi var helt på rette vej”, husker Leif Mikkelsen. Senere i optakten blev det til sejre over Rumænien for første gang i en menneskealder. Det skyldtes ikke mindst en beslutning på holdet om at spille mere disciplineret. Efter at have set DDR vinde Karpaterturneringen i 1977 tog holdet en fælles beslutning om, at ”disciplin” ikke længere var et fyord. Det var tilladt at gøre op med den nationale myte om den flippede danske kreativitet og erstatte den med en mere taktisk fokuseret spillestil. Det gav også troen på, at det kunne lade sig gøre at vinde – selv mod de store hold som Rumænien.
Den fælles beslutning om at spille mere disciplineret, hang også sammen med Mikkelsens helt uovertrufne analytiske evner og revolutionerende brug af det relativt nye videomedie. Allerede i Hans Jensens tid havde man arbejdet med indgående analyser og videooptagelser af modstanderne. Men det blev Leif Mikkelsen, der perfektionerede denne særlige taktiske disciplin. Det skete ikke mindst med hjælp fra Frank Bøhm, ”populært kaldet Kuf på grund af hans gevækst lige over livremmen”, som Leif Mikkelsen selv udtrykte det. Bøhm og Mikkelsen kom til at indlede et parløb omkring optagelse og redigering af modstanderne allerede op til OL i 1976, men det var Mikkelsens indgående taktiske analyser, der virkelig var med til at gøre en forskel og sætte en ny standard for dansk håndbold. Nok var østeuropæerne stadig fysisk stærkere, men vi var i disse år taktisk klogere og bedre forberedt. Det handlede om at analysere modstanderen til bunds – og spille på deres svagheder:
”Det er simpelthen noget vrøvl, når trænere i dag påstår, at de spiller deres eget spil. Hvis man bare er lidt intelligent, analyserer man modstandernes svage sider – og spiller efter dem. Alt andet er da dumt”, har Leif Mikkelsen fortalt. Dog var det ikke alle spillerne, der altid fik lige stor fornøjelse ud af de store taktiske analyser. Morten Stig Christensen har fortalt, hvordan det ved disse næsten endeløse seancer gjaldt om at finde sig en plads bagerst i lokalet, så det undervejs var muligt lige at få sig en lille lur.
Men Leif Mikkelsen bragte mere end videoanalyser til holdet. Han bragte måske først og fremmest en anderledes seriøs indstilling samt troen på, at man kunne vinde til holdet. Forberedelserne var intensive, og DHF havde som værtsnation sat de fornødne ressourcer af til en optimal forberedelse midt i en amatørtid. Der blev flyttet mange hegnspæle op til VM, og indsatsen i træningslejrene var forbilledlig. F.eks. mente Leif Mikkelsen, at en af nøglerne til succes var at udnytte overtalssituationerne maksimalt. Derfor trænede man intensivt i spillet 6 mod 5, og på en sådan måde, at en afbrænder i overtal kostede 10 oprulninger. Det gav efter sigende hård hud mange uønskede steder på kroppen i de træningslejre.
VM over hele Danmark
At det overhovedet lykkedes Danmark at sikre sig værtskabet skyldtes ikke mindst Helge Paulsen, der i 1974 var tiltrådt som ny formand i Dansk Håndbold Forbund. Straks efter sin tiltrædelse påbegyndte han arbejdet på at skaffe VM til Danmark. På det internationale håndboldforbunds kongres i Jesolo i Italien havde han i 1974 fået sit ønske opfyldt. Det var noget af et vovestykke. Indtil da havde de fleste VM-turneringer kørt med en mildest talt skrøbelig økonomi. Men Helge Paulsen var sikker på, at det kunne lykkes at gennemføre en turnering på dansk grund og ovenikøbet med et overskud. Han fik ret.
VM på hjemmebane blev en stor succes både på og udenfor banen. En succes der for alvor bragte Danmark på håndboldens og sportens verdenskort. Man havde også med klædelig beskedenhed undgået at fremhæve, at spillet nu var kommet hjem til moderlandet – i modsætning til den selvpromoverende måde England gjorde sig bemærket ved fodboldens EM i 1996. Til gengæld gav VM for første gang overskud, præcis som Helge Paulsen havde håbet på.
Nutidens VM består af hele 32 nationer. I 1978 var man stadig på et format på 16 hold i fire grupper. Et format der holdt i årtier. Og som meget ofte var garant for uhyre tætte kampe om pladserne blandt de fire sidste. Det blev VM i 1978 et udsøgt eksempel på.
VM samlede også hold fra de fleste kontinenter. Men hele syv af de deltagende nationer hørte hjemme i den kommunistiske blok. Endnu var Afrika ikke kommet med, mens Canada og Japan i disse år forsøgte at slå sig ind i en europæisk domineret sport. Det her var også perioden, hvor senere stormagter som Frankrig og Spanien stadig kæmpede med at slå sig ind i den absolutte verdenstop. Men ved VM i 1978 var Frankrig endnu holdet, alle slog. Stort. Faktisk endte Frankrig sidst blandt alle 16 hold – og med en endnu dårligere målscore end Canada.
VM i januar og februar i Danmark i 1978 bragte samtidig håndbolden ud til alle dele af landet. Slutrunden blev spillet i 23 danske haller fra Thisted til Aakirkeby. Fra Aabenraa til Nykøbing Falster. Og med finalespil i Brøndby Hallen. Langt de fleste af kampene blev afviklet i de nye haller, der sted op i det danske landskab som de nye templer – eller forsamlingshuse – i det nye kommunale landskab. 70’erne var halbyggeriets storhedstid. Og VM i 1978 blev en fejring af de nye haller over hele landet.
Også spillernes tøj og udtryk gennemgik en betydelig ændring op til dette VM. Indtil midten af 70’erne spillede nogle hold stadig i de langærmede trøjer, der kunne ses som en reference til håndboldens begyndelse som markhåndbold på en fodboldbane. Nu kom særligt de vesteuropæiske hold i helt nyt snit fra Adidas med korte ærmer, moderne shorts og matchende strømper. Mange vil mene, at det var netop i de her år, Adidas var allerskarpest. Det sås måske tydeligst på spillernes fødder. Det var nemlig til VM i 1978, at Adidas havde designet de ikoniske ”Handball Spezial”. De blå sko med de hvide striber. Sammen med modellen ”Baltic Cup”, blå med gule striber, blev det ikoniske designklassikere, der forbløffende nok vender tilbage igen og igen. De originale ”Handball Spezial” var dog ikke så egnede som sneakers pga. de ’lufthuller’, de havde fået fremme i sålen. Skoene lyste blåt op på de farvefjernsyn, der nu var blevet alle mands eje.
VM i 1978 blev en national begivenhed. Det kongelige danske postvæsen producerede et kendt og elsket frimærke til lejligheden, og det var den kongelige danske Kronprins Frederik, der forestod lodtrækningen forud for turneringen. Og når man handlede ind i Kvickly op til slutrunden, var det såmænd det danske herrelandshold, der prydede plastikposen.
Dansk kampagne i det jyske
Det velforberedte danske hold blev indkvarteret på Hotel Scanticon i det smukke Skåde Bakker ved Århus. En optimal base for den forestående kampagne, hvor det danske hold skulle spille alle sine indledende kampe i jyske haller med finalespil i den imponerende nye hal i Brøndby.
Den første kamp ved VM stod mod Spanien. Et hold som Danmark traditionelt havde krammet godt og grundigt på. Men også en nation, der på dette tidspunkt havde begivet sig ud på en meget langsigtet satsning på succes. Faktisk skulle Spanien helt frem til 2005, før det endelig gav gevinst ved et VM. Men i 1978 havde man endnu ikke nået det niveau hverken i den spanske liga eller på landsholdet. Alligevel blev det en hård opgave for Danmark. Der var helt tydeligt masser af premierenerver på banen og bænken, og der skulle gå lang tid, før man kunne ånde lettet op og sikre sig en åbningssejr på 19-15.
I den anden kamp i puljen mødte Island de regerende olympiske mestre fra Sovjetunionen. Umiddelbart lidt af en ulige kamp, men Island bød i den grad den russiske bjørn og de store skytter op til dans. Først fem minutter før tid trak Sovjet fra og sikrede sig en smal sejr. Der var derfor visse bange anelser i den danske trup før kampen mod spillerne fra sagaøen. Men de bange anelser skulle vise sig at være ubegrundede. Det danske hold var velforberedt, og mod Island tog anfører Anders Dahl-Nielsen virkelig fat i dirigentstokken og førte Danmark frem til en overbevisende sejr på 21-14.
I den sidste kamp i den indledende runde ventede så den sovjetiske overmagt i Århus Stadionhal. Danmark har historisk altid haft vanskeligheder med de fysisk stærkere russiske hold. Faktisk var sejren over Sovjet ved VM i 1967 den eneste ved en slutrunde, indtil det genopstandne danske hold ved EM i 2004 endelig spurtede fra de aldrende russiske legender. Men undervejs har der været flere uafgjorte resultater mod bjørnen. Et af de resultater kom denne eftermiddag i en tætpakket hal i Århus.
Det startede ellers som det plejede. Før nogen havde set sig om, var Danmark bagud 3-8. Leif Mikkelsen, der før kampen havde talt om at ’sælge’ kampen i pausen, hvis Danmark var for langt bagud, sendte Mogens Jeppesen på mål. Så vendte kampen. Erik Bue Petersen fra Skovbakken fik held med nogle af sine finurlige underhåndsskud under de store russere, og ved pausen var stillingen 8-9. Der var ingen grund til at sælge dén kamp.
I 2. halvleg fortsatte danskerne, hvor de slap ved pausen. SAGA-drengene Thomas Pazyj og Henrik Jacobsgaard bragte Danmark foran, og bomberen Berg begyndte nu også at tage del i løjerne, for ligesom at dokumentere, at han altså også kunne gøre Erik Bue kunsten efter. Fire minutter før tid var Danmark foran 16-14 i en kogende stadionhal.
Men det entusiastiske hjemmepublikum havde ikke taget højde for Vladimir Maksimov. Legenden ”Maksi”, der havde været med i 1967, og som senere skulle blive mangeårig træner for det genrejste russiske landshold. Med to mål udlignede han til 16-16. Et minut tilbage, og Danmark havde bolden og pressede på. Med et par sekunder tilbage fik holdet et tremeterkast. Helt forudsigeligt stillede man op til Michael Berg. Anders Dahl havde bolden i hånden og signalerede ud til den unge Morten Stig, at han ville finte en aflevering til Berg og sende den videre til Morten Stig. På mål var den russiske andenmålmand, hvis kendte svaghed angiveligt var skud på mål. Russerne fokuserede på Berg, og Morten Stig fik bolden med et par sekunder til at prøve et sidste øjebliks ’flæk’ på mål. Men i stedet for at fyre kanonen af, valgte den unge SAGA-spiller at forsøge et gennembrud, hvilket selvsagt resulterede i et nyt tremeterkast efter tid.
Denne spildte mulighed skulle komme til at blive afgørende for det efterfølgende forløb. For godt nok var det uafgjorte resultat mod Sovjet langt over forventning. Men i badet efter kampen var der alligevel en mat stemning. Den evigt snakkende og optimistiske anfører Anders Dahl-Nielsen måtte med et glimt i øjet bebrejde Morten Stig, at han havde smidt chancen urutineret på gulvet. Han kom til at få mere ret, end han anede den dag i badet i Århus. Ligheden med den mægtige håndboldmagt kom nemlig til at holde hele mellemrunden igennem, og ved afslutningen kunne Danmark godt have brugt blot et point eller bare er par mål mere. Den kendsgerning nager stadig hovedpersonerne så mange år efter. Sensationen var så tæt på, og alligevel endte det med et flot men i sidste ende ubrugelig uafgjort resultat mod den mægtige russiske bjørn.
Efter opmuntringen i Århus tog holdet til Randers for at møde Polen i den første kamp i mellemrunden. Hvis holdet klarede den, lå vejen mod medaljer åben. Det blev en uforglemmelig eftermiddag i ’gryden’ i Randers. Optakten til kampen havde ellers været mere end nervøs. Kampens betydning stod klar for alle, og der var nerver på. På den korte bustur fra Århus til Randers var selv Anders Dahl næsten tavs. Michael Berg sad i bussen med mavepine. For at dulme nerverne havde han drukket alt for mange kopper kaffe på hotellet, og der måtte en pille mod mavesmerter til inden opvarmningen.
På taktikmødet på hotellet havde Leif Mikkelsen forelagt sit næsten dristige taktiske forslag. Han gik ud fra, at polakkerne ville forberede sig intenst på bagspillerne Thomas Pazyj og Michael Berg. Af dem havde Berg alene scoret 18 mål på tre kampe i turneringen. Men de to profiler skulle holde sig i ro i 1. halvleg og i stedet overlade scenen til Heine Sørensen, Anders Dahl-Nielsen og Erik Bue Petersen. Bue fik særlig til opgave at skyde den lidt tunge polske målmand Andrzej Szymczak i sænk med et par underhåndsskud. Når polakkerne så havde indstillet sig på det, skulle ikke mindst Michael Berg give den fuld gas i 2. halvleg. Det var en dristig men også genial taktik.
1. halvleg forløb helt efter planen. Berg holdt sig stilfærdigt i baggrunden. Sådan da. Erik Bue havde jo fået til opgave at fyre sin berømte underhånd af, men det ville Berg ikke helt finde sig i. Han bemærkede fornærmet til Leif Mikkelsen, at der faktisk fandtes andre underhåndsskytter på det danske hold. Og selvom Berg stort set aldrig havde skudt et underhåndsskud før, sørgede han allerede i det 4. minut af kampen at bringe Danmark på 2-1 med et underhåndsskud. Det blev hans eneste mål i den halvleg, og de 3.500 tilskuere i Randers og de mange tv-seere over hele landet blev også snydt af Mikkelsens taktik. Men Danmark førte alligevel ved pausen med 14-12, bl.a. fordi man som et af de få hold havde fået styr på den polske storskytte Jerzey Klempel.
”Kør løs”. Det var de sidste ord til Michael Berg fra landstræneren før 2. halvlegs start. Og det var præcis hvad storskytten fra Holte gjorde. Allerede i halvlegens første minut lynede han, og da kampen var forbi, havde han scoret syv mål i de sidste tredive minutter. Landstræner Mikkelsen havde disponeret helt rigtigt. Berg var som en løve i bur. Men Mikkelsen blev ved med at køre på ham kampen igennem:
”Da kampen står og vipper, er Berg begyndt at skyde lidt for vildt. Jeg hiver ham derfor ud og siger, at nu skal han bare spille bolden rundt. Jeg vil ikke have ham til at holde op. Bare have ham til at dæmpe sig lidt. Så jeg fortæller ham, at Anders er nervøs, og nu må han styre spillet. Jeg ved sgu’ godt, at Berg ikke kan styre en skid. Men jeg kan få ham til at tænke sig lidt om. Og så bomber han jo de tre sidste ind. Men når han så kommer ud på bænken, så skal jeg jo være konsekvent. Så jeg råber efter ham: ’Stop med det skyderi’. Og jeg ved sgu’ godt, at jeg ikke vil have ham til at stoppe, men de andre er for nervøse, så jeg skal bare have ham til at tænke sig om. Men det nytter ikke noget at sige til en type som Berg, at han skal tænke sig om. Han ville hellere vise idioten ude på bænken, at det skulle jeg fandeme ikke bestemme.”
Det blev en gysertime i Randers. Selvom danskerne har holdt en spinkel føring hele kampen igennem, kommer polakkerne så småt igen. Med halvandet minut tilbage reducerede den polske anfører Jan Gmyrek til 24-23. Uafgjort kan ikke bruges til noget i kampen om at komme i finalen. Det gælder derfor om at køre bolden ud til en sikker afslutning. Der må ikke tages chancer. Uret tikker. Mindre end et minut tilbage. Berg kigger op på uret. Han modtager en aflevering og bevæger sit i et hurtigt ryk fra sin position som venstre back ind over midten. Det polske forsvar støder frem og låser Berg, men på grund af hans styrke kommer han fri. Han ligger nærmest nede på gulvet med en polak omkring sig. Gør klar til skud. ”Nej Michael”, råber medspillerne. Mikkelsen er ved at gå amok på bænken. ”Michael for satan”, råber han. Men Berg gjorde, hvad alle andre ville have undladt. Fra en helt liggende position hviner han bolden ind i nærmeste hjørne. 25-23 til Danmark. Sejren er hjemme, og hallen i Randers går fuldstændig amok. Landstræner Mikkelsen tager turen ad sidelinjen i uendelig jubel.
Kampen i Randers er en af de flotteste kampe, der er spillet i danske haller. På dette tidspunkt var holdet begyndt at blive danskernes darlings på hjemmebanerne i det jyske og ved tv-skærmene. Særlig kampen mod Polen blev berømt for de fantastiske billeder af landstræner Mikkelsen oven på Michael Bergs sejrsmål. Det var under selv samme tv-transmission, at kommentator Palle Holgersen udtalte den herostratisk berømte sætning om, at ”nu gælder det om at beholde ro og omtanke. Ligesom ved ildebrand.”
Holdet var nu på alles læber, og holdet blev mødt af en utrolig velvilje fra alle sider. Nu manglede blot den sidste mellemrundekamp mod arvefjenderne fra Sverige i Herning. På grund af Danmarks uafgjorte kamp mod Sovjetunionen handlede det nu om målscoren. Hvis det lykkedes Danmark at slå Sverige, samtidig med at Sovjetunionen slog Polen i Århus, skulle Danmark vinde med seks mål over Sverige, mens Sovjet højest måtte besejre Polen med de to mål, som Danmark også havde besejret Polen. Hvis det lykkedes, var Danmark klar til finalen i den nye, flotte hal i Brøndby.
Det blev til endnu et drama i Herning. I en klassisk satsning fra Leif Mikkelsen blev det den normale tredjemålmand Jørgen Hertzsprung fra Ajax, der skulle vogte målet fra start mod svenskerne. Hertzsprung kendte svenskerne fra ungdomslandsholdet, og havde forberedt sig specielt på denne kamp. Undervejs indløb meldinger om, at Polen førte over Sovjet. Men på det tidspunkt var der ikke tid til at bekymre sig om andre kampe. Danmark var nemlig i store vanskeligheder mod et svensk hold, der reelt ikke havde noget at kæmpe for, men alligevel spillede, som gjaldt det VM-titlen. Ikke mindst trak svenskerne spillet i uendelig langdrag, som om de havde tænkt sig at kede Danmark fra finalen. Samtidig havde danskerne svært ved at holde de små svenske fløje. Undervejs i 2. halvleg kom der dog mere styr på danskernes spil, og til sidst endte det med en 18-14 sejr.
Nu handlede det så bare om, hvordan Sovjet klarede sig. Det blev en skuffelse af de helt store. Sovjet vandt nemlig lige præcis med to mål, og dermed var danskernes sejr over Sverige præcis to mål for lille til en finaleplads. To sølle mål mod et svensk hold, der gjorde alt for at trække tiden ud. Og samtidig præcis de to mål, som Maksimov havde udlignet i de sidste minutter i Århus.
Skuffelsen var enorm på det danske hold. Man havde leveret en kraftpræstation – og mere til. Og alligevel rakte det ikke. Chancer var blevet brændt på samlebånd mod Sverige, og den nervepirrende afslutning i Århus mod russerne lignede mere og mere en historisk chance, der gik holdets næse forbi. Så tæt på – og så alligevel ikke. Nu stod den på bronzekamp mod DDR i stedet for en finale mod et vesttysk hold, som danskerne traditionelt havde taget på.
For flere af spillerne var det næsten en guldmedalje på hjemmebane, der forsvandt den dag i Herning. En skuffelse der stadig sidder i kroppen. Ikke mindst med tanke på Sovjetunionens markante vending i kampen mod Polen. Ved pausen første Polen med 10-8, og der er gode grund til at antage, at polakkerne i pausen kunne have fået et vink med en stor kommunistisk partivognstang fra storebror om, at det nok var bedst hvis Sovjet fik lov til at vinde og dermed komme i finalen. Det bakkes yderligere op af historien fra VM i 1967, hvor DDR blev bedt om at lægge sig ned mod Sovjet. Under alle omstændigheder fik Sovjet hurtigt vendt situationen i 2. halvleg, og dermed var Sovjet i finalen mod Vesttyskland på grund af den bedre målscore, mens Danmark kunne forberede sig til endnu en kamp om bronzen i Brøndbyhallen.
Drama for tysklandene
Det blev i det hele taget en slutrunde med en uhyre tæt kamp mellem de bedste hold. Meget små marginaler afgjorde det. Og i den anden halvdel var endnu tættere end mellem Danmark og Sovjetunionen. Mellemrundegruppe 1 kom nemlig til at bestå af fire deciderede stormagter. Jugoslavien, Rumænien, DDR og Vesttyskland. Og det blev de helt små marginaler, der kom til at afgøre det. I en mellemrunde, der kom til at trække spor langt ind i den kolde krig.
I sommeren 1974 blev Vlado Stenzel landstræner i Vesttyskland, og den kroatiske magiker gik straks i gang med at genrejse vesttysk håndbold. Han sagde farvel til en række ældre spillere, og byggede i stedet et nyt hold op omkring storklubberne TV Großwallstadt og VfL Gummersbach, hvor en række talentfulde unge spillere var på vej frem på den europæiske scene. I Großwallstadt omkring målmanden Manfred Hofmann og den store venstrehånd Kurt Klühspies. Og i Gummersbach omkring verdens flotteste overskæg i Heiner Brand og stortalentet Joachim Deckarm. Endelig kunne Stenzel regne med anfører Horst Spengler, stregspilleren fra TV Hüttenberg, der blev det naturlige omdrejningspunkt for landsholdet igennem 70’erne.
De to tysklande var allerede i gang med at opbygge en storpolitisk rivalisering. I 1974 blev det afsløret, at forbundskansler Willy Brandts personlige sekretær Günter Guillaume var spion for DDR. Samme år slog det østtyske hold oven i købet slog Vesttyskland ved VM i fodbold i 1974. Midt i den stemning magede det sig således, at de to tysklande skulle ud i en direkte duel om en plads til OL i Montreal i 1976 over to kampe. Et opgør mellem to broderlande. Et opgør mellem to konkurrerende samfundssystemer med store politiske overtoner. Det dekadente vesten mod arbejder- og bondestaten.
Til den første kamp i München kort før jul 1975 havde Stenzel fået anlagt et særligt nålefilt tæppe hen over gulvet i Olympiahalle - og dernæst fået Adidas til at levere særlige sko til netop det gulv. Naturligvis en kæmpe fordel for vesttyskerne. Resultatet blev en sensationel sejr til Vesttyskland på 17-14. Hele 10.500 tilskuere kunne se Joachim Deckarm scorede ni mål.
Men dramaet var først lige begyndt. Den 6. marts 1976 stod returkampen i Karl-Marx-Stadt, det nuværende Chemnitz, og østtyskerne var mere end opsatte på at revanchere nederlaget til ”klassefjenderne” fra vest. Heller ikke denne gang tog Stenzel nogle chancer. Vesttyskerne medbragte bl.a. en egen kok for at undgå forgiftninger på hotellet. Men da kampen gik i gang, var det DDR der tog initiativet, og Stenzels tropper havde store vanskeligheder med at passere Wieland Schmidt. Kort før pausen scorede ”Jo” Deckarm til blot 4-7, og DDR havde kurs mod OL i Montreal. Det forspring holdt lige til slut i en uhyre lige og nervøs kamp.
Vesttyskerne havde i kvalifikationspuljen en bedre målscore end DDR, og kunne derfor nøjes med et tre-måls nederlag. DDR skulle vinde med fire mål. Kort før tid havde vesttyskerne bolden ved stillingen 8-11. De prøvede at drible tiden ud, men mistede bolden. DDR kom i angreb. Sekunderne tikkede. DDR skulle score. Få sekunder før tid sendte østtyskerne et hopskud afsted, som Manfred Hofmann reddede med sin venstre fod. Men riposten sprang lige ud til en DDR-spiller, der blev tacklet hårdt ned af vesttyskerne. Straffekast efter tid til DDR. Efter to hårde kampe skulle den store kamp mellem de to systemer afgøres med bare et enkelt straffekast.
Stenzel råbte og skreg ind på banen. Han ville have Hofmann ud og sætte Rudi Rauer ind i målet. Hofmann havde to gange tidligere i kampen stået overfor DDR-fløjen Hans Engel, der sikkert havde passeret Hofmann på straffe. Derfor ville Stenzel havde specialisten Rauer ind. Hofmann vinkede bare Stenzel væk. Hans Engel tog bolden og gik mod straffepletten. Tidligere havde han med en skudfinte viftet Hofmann væk og placeret bolden sikkert i Hofmanns venstre side. Nu afveg han fra det mønster og sendte bolden lige ind i Hofmanns venstre lår. Hallen i Karl-Marx-Stadt blev helt stille. DDR havde tabt til ”klassefjenderne”.
70øerne blev årtiet, hvor begge tysklande virkelig indtog verdenstoppen. Vesttyskerne fik en fjerdeplads ved OL i Montreal, og da der så i 1978 var VM i Danmark, var begge tysklande i den grad klar. Og endnu en gang magede det sig således, at de lande skulle støde på hinanden. Denne gang i mellemrunden og igen i en uhyre afgørende kamp, der blev afgørende for, hvem der kom i finalen.
Kampen blev spillet i Brøndbyhallen den 31. januar, og det var DDR med den frygtede Wieland Schmidt mellem stængerne, der dominerede fra start. Østtyskerne første 9-7 ved pausen, og de to hold fulgtes ad i en målfattig anden halvleg, hvor nerverne og kampens sportslige og ideologiske betydning viste sig. Det endte 14-14 efter en afslutning, der stadig diskuteres. Kampen blev nemlig afgjort, da Heiner Brand tog bolden fra nogle afventende østtyskere, der ikke havde opdaget, at de havde taget et frikast ved kampens afslutning. Brand tog bolden, løb ned og scorede, og sikrede Vesttyskland et livgivende point.
I sidste spillerunde i mellemrunden to dage efter fortsatte dramaet. I Kalundborg spillede Jugoslavien mod DDR, og samtidig tørnede Vesttyskland i Helsingør ud mod verdensmestrene fra Rumænien. Det blev to uhyre tætte opgør. I en tid uden livescore og internet, måtte radioerne ved sidelinjen for at høre, hvordan det gik i de to haller, hvor holdene kæmpede om en plads i finalen eller i en bronzekamp.
Og da det hele var slut, endte begge kampe uafgjort. Som i Danmarks mellemrunde var det målscore, der afgjorde finalepladsen. Og her var vesttyskerne tre mål bedre end østtyskerne. DDR skulle spille bronzekamp mod Danmark. Vesttyskland var højest overraskende i finalen mod Sovjetunionen.
Finalen i Brøndby og på Imperial Hotel
Det danske hold rykkede efter skuffelsen i Herning teltpælene op fra det rolige Skåde Bakker og flyttede ind på Hotel Imperial midt i København. Ind til de andre hold i turneringen. Det skulle vise sig at være en fatal planlægning. Flytningen til København ødelagde det danske holds rytme, på samme måde som kvindelandsholdets flytning fra København til Herning også brød den helt suveræne rytme for holdet ved EM på hjemmebane i 1996.
Samtidig sad skuffelsen stadig i kroppen på danskerne. Det var derfor på flere måder et slagent og skuffet dansk hold, der mødte DDR og den frygtindgydende målmand Wieland Schmidt i bronzekampen. Den østtyske supermålmand tog fuldstændig pynten af danskerne. Superskytten Michael Berg kunne ikke hive sig op til endnu en toppræstation. Men det var ikke mindst adskillige brændte straffekast som kostede sejren. Slutresultatet fra VM på hjemmebane blev derfor en fjerdeplads mere til samlingen efter et nederlag på 15-19.
Dagen før finale- og bronzekampen dannede Hotel Imperial i øvrigt ramme for en samtale, der skulle vise sig at få et dramatisk efterspil. Rostock-spilleren Wolfgang Böhme var 70’rnes store venstrehåndede elegantier på det østtyske hold. Men han var samtidig en person med en smag for vestens frihed, cowboybukser og rockmusik. Allerede på dette tidspunkt var han i det hemmelige politi Stasis søgelys. Og i en hyggelig aftenstund på hotellet i København drak han en øl på værelset hos Manfred Hoffmann og Heiner Brand. Efter sigende med gode råd til, hvordan vesttyskerne kunne slå Sovjetunionen. En vovet samtale der formentlig har øget søgelyset på Böhme, og som første til, at han kort før OL i 1980 blev suspenderet fra håndbolden og fik sine privilegiet i staten inddraget. Der er sågar forlydender om, at den danske landstræner Leif Mikkelsen i denne periode var i kontakt med Wolfgang Böhme med henblik på en afhopning til Fredericia KFUM. En stor historie om håndbold i den kolde krig, som vi håber at kunne fortælle meget mere om på kanalen på et tidspunkt.
Vesttyskerne havde også brug for gåde råd før mødet med de olympiske mestre fra Sovjetunionen. Russerne havde passeret Danmark på målscore, og de var under ledelse af træner Anatolij Jevtusjenko ved at finde en vindende opskrift. Legenderne Jurij Klimov og Vladimir Maksimov var stadig med. Men der var også blevet plads til yngre spillere som Aleksandr Anpigolov, Jurij Kidjajev og ikke mindst Vladimir Belov.
Det blev en mindeværdig finale i Brøndby mellem to velspillende hold. Den tyske stjerne Joachim Deckarm spillede på toppen af sin formåen og viste nye veje frem for håndbolden. Deckarm kom i et helt andet tempo mod mål. Han kunne skyde direkte på en back, og var med sine brud i stand til at sætte en mand af og gøre sine holdkammerater gode.
Finalen i Brøndbyhallen blev en kæmpe triumf for Deckarm og vesttyskerne. Man havde fornemmelsen af at de næsten svævede hen over gulvet. Deckarm scorede seks mål i en kamp, der også viste magikeren Vlado Stenzel helt på toppen. I den sidste mellemrundekamp havde han givet andenmålmand Rudi Rauer chancen, og han havde stået en brandkamp. Men da finalen mod Sovjetunionen skulle begynde, havde Stenzel byttet om igen og sat det klare tredjevalg Rainer Niemeyer mellem stængerne. Sammen med den vanlige førstemålmand Manfred Hofmann holdt de vesttyskerne inde i kampen.
Og så havde finalen også den eventyrlige historie om Jimmy Waltke. En fløjspiller der ikke havde set banen overhovedet i hele turneringen. Ham smed Vlado Stenzels ind på banen efter 39 minutter i VM-finalen. Waltke fik kun lov til at spille i 193 sekunder. Men i de 193 sekunder scorede han tre mål, så Vesttyskland gik fra 14-12 til 16-12. Og så tog Stenzel ham ud igen.
Finalen endte med endnu en gyserafslutning, hvor vesttyskerne til sidst sejrede 20-19. Stenzel kunne endnu en gang lade sig krone som kongen af håndbold og blev båret rundt i guldstol af spillerne med en legetøjskrone på hovedet. Fire år senere skulle Vesttyskland selv afholde VM.
Efter finalen blev Thor Munkager i øvrigt som den eneste dansker udtaget til All Star holdet. Han var turneringens bedste stregspiller, men en nødbremse i hans skulder i kampen mod Spanien satte reelt også en stopper for hans videre karriere. Den skade kom han sig aldrig rigtig over.
Det blev ikke det eneste varige men fra den turnering. Efter jubeltoget i de jyske haller var oplevelsen i København et antiklimaks. Dette landshold havde ydet en sublim indsats og var alligevel blevet snydt for medaljer i sidste øjeblik. Men Leif Mikkelsen og hans tropper havde under alle omstændigheder vist, at man havde formatet. Danmark var igen en del af den absolutte verdenselite, og de danske spillere var blevet veritable kendisser efter en turnering, hvor særlig Thor Munkager, Michael Berg og Mogens Jeppesen blev ophøjet til nationalhelte. Men berømmelsen og succesen havde bestemt en slagside, og for flere af spillerne tog det lang tid at fordøje både den pludselige berømmelse og den store skuffelse det var at stå med en fjerdeplads i en turnering, hvor man kunne have mødt Vesttyskland i finalen på hjemmebane. Et hold man havde udspillet inden VM i Flensborg.
For Michael Berg stødte en decideret depression til efter turneringen: ”Måske var det en nervereaktion – måske var det skuffelsen over de tabte medaljer, der fik mig til at gemme mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg havde det ad helvede til. […] Mit privatliv gik i smadder – min pige flyttede fra mig. Folk ringede til mig på alle tider af døgnet, kvinder der bare ville besøge mig, andre, der bare ville høre min stemme. Det var en mærkelig tid.”
Det skulle vise sig, at denne generation af spillere havde toppet. Der var igen opbrud og en ny generation af spillere på vej til Mikkelsens hold. I 1977 havde det danske ungdomslandshold klaret sig godt i kamp mod de østeuropæiske giganter, og i 1979 blev ungdomsverdensmesterskaberne afholdt i Danmark og Sverige. Der kunne de danske tilskuere for første gang stifte bekendtskab med et helt kuld af spillere, som blot få år senere kom til at blive hver mands eje i kongeriget. Spillere som Erik Veje Rasmussen, Jens-Erik Roepstorff og Hans Henrik Hattesen kopierede resultatet fra 1978 og hentede en fjerdeplads ved U-VM på hjemmebane. Undervejs begejstrede holdet de danske tilskuere, på samme måde som A-holdet havde gjort det året før. Ved VM i 1982 tog bolsjedrengene over.
Topscorerne ved slutrunden
Jerzy KLEMPEL, 47 POL
Peter KOVACS, 47 HUN
Stefan.BIRTALAN 43 ROM
Michael BERG, 35 DEN
Wolfgang BÖHME, 34 GDR
Shimei GAMO, 33 JPN
Waleri GASSI, 29 URS
Radislav PAVICEVIC, 28 YUG
Alle vores udsendelser på Mediano Håndbold er gratis. De kan lade sig gøre pga. vores gode samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Sparinvest. Giv dem en tanke, hvis du har brug for kompetente finansielle partnere.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os, der hvor du normalt finder dine podcasts.
Fotos: Getty Images
