Redaktørens lidt undrende kommentar: Har vi ikke råd til at tage os af fremtiden?

Kommentar: I den kommende uge bruger en række nationer den internationale uge på kvindesiden til at give OL-spillerne fri - og så ellers samle de næste i en national samling. Men ikke i Danmark. OL-spillerne får fri .... og det gør dem som skal udgøre fremtidens landshold også. Det virker som en mærkværdig prioritering. Har vi ikke råd til at tage os af fremtiden? Eller er bredden så lille, at der simpelthen er for få spillere at samle? Vores redaktør er undrende.

AF THOMAS LADEGAARD

I de forgangne uger har vi over et par udsendelser talt om talentudvikling her på kanalen. Efter vores ligaoptakt har vi også stillet skarpt på spørgsmålet om rekrutteringen af de næste landsholdspillere - særligt på kvindesiden. En spændende drøftelse, hvor vi har forsøgt at få så mange nuancer som muligt med.

Det var derfor foruroligende tæt på, at vi fik aftenkaffen rent galt i halsen i forbindelse med onsdagens tv-transmission fra Frederiksberghallen. Der fangede TV2's Stine Bjerre Mortensen nemlig Tina Bøttzau og Lars Jørgensen på tilskuerpladserne og spurgte dem til den kommende landsholdstermin.

Så vidt vi forstår, er det en landsholdstermin, der kommer lidt specielt, og som er særligt designet til udvikling på kvindesiden. Mange nationer har endvidere klogeligt valgt at give alle deres OL-spillerne fri i et meget travlt år med mange belastninger.

Men der er samtidig flere nationer, der bruger terminen til netop udvikling. Til at samle de næstbedste, og dem som skal være de næste landsholdsspillere. Det gør de i Norge, hvor de samler omkring 20 spillere. Ligesom de tilsyneladende også mødes i Holland og Tyskland. Nationer som de danske kvinder typisk møder omkring de afgørende kampe i slutrunderne.

Den olympiske turnering er historisk set milepæle, der markerer afslutninger og nye begyndelser. Det vil derfor være meget naturligt at gøre som Norge og samle alle de, der er på vej ind på det danske landshold, og som skal være med til at løfte landsholdet videre i de kommende år.

Men i interviewet sagde Tina Bøttzau lakonisk:

"Morten Henriksen (sportschef i DanskHåndbold red.) siger, at vi har brugt alle pengene".

En prioritering - men handler det om økonomi eller bredde?

Det blev sagt med godt glimt i øjet, og den bemærkelsesværdige historie har ikke været genstand for en officiel udmelding og har ingenlunde skabt overskrifter rundt omkring i denne håndboldbegejstrede nation.

Men her på redaktionen studsede vi ærlig talt noget over udmeldingen. Er det virkelig rigtigt, at der ikke er råd til en samling over nogle dage for dem, der ikke var med til OL?

Vi har om nogen forståelse for prioritering af ressourcer. Det er hverdag for de fleste mennesker og organisationer. Det er kun i olienationen Norge med midler fra Olympiatoppen, at man har uanede muligheder for at samles.

Timingen er dog bemærkelsesværdig lige efter en olympisk sommer, hvor en landsholdsmæssig modus begynder forfra frem mod OL i Los Angeles om fire år. Det burde være lige præcis nu, at der skal investeres i fremtidens landsholdsspillere. Og hvis ugen er skabt for udvikling, hvorfor så ikke bruge den til udvikling?

Hvis bredden ikke er stor, må det her være en kæmpe mulighed for at gøre bredden større. Er der for få spillere at indkalde? Eller er der virkelig ikke midler til det?

Hvis alle pengene rent faktisk er brugt, må vi naturligvis respektere dén kolde realitet og have respekt for at man prioriterer den kommende slutrunde i december. Det virkede som om, man ville gå nogenlunde ‘smalt’ til værks der med OL-truppen som udgangspunkt til vinterens VM. Det giver også god mening med tanke på, at en nation som Norge er på vej mod et generationsskifte både på og udenfor banen, ligesom der i Frankrig også er ændringer.

Ændringer kommer der også på det danske landshold. I hvert fald hvis vi ser fire år frem mod OL i Los Angeles. Man kunne derfor spørge: Har vi overhovedet råd til ikke at mødes? Har vi råd til ikke at arbejde med de næste? Med dem der også skal være en del af et landshold om fire år? Såfremt der ikke er midler, bør der fremskaffes midler.

Niveauet på det nuværende kvindelige A-landshold er højt. Fem gange i træk har de under Jesper Jensen spillet sig blandt de fire sidste ved en slutrunde. Der skal vi blive! Men når vi bevæger os rundt i det danske håndboldlandskab hører vi oftere og oftere en udtalt bekymring for, om vi kan holde det niveau. Er bredden for de næste stor nok? Er der talenter nok på vej? På herresiden er ingen bekymrede. På kvindesiden er bekymringen udtalt og dyb.

Det er bare med at være fuld af respekt for det arbejde, der gøres omkring de danske landshold. Det er historisk godt. Og det er også bare med at anerkende, at det arbejde også er en benhård prioritering af knappe ressourcer. Vores undren går derfor også primært i retning af Team Danmark: Ønsker man to sæt medaljer igen i Los Angeles, kommer det ikke af sig selv.

Vi har ikke råd til at lade være med at udvikle de næste. Denne sommer har vist, at vi med seks landshold i seks slutrunder, hvor alle hold kom blandt de fire sidste, er en håndboldnation af en helt særlig karat. Det skal vi vedblive med at være - og investere i.