Et af de største træer er faldet – personlige mindeord i anledning af Morten Stig Christensens alt for tidlige død fra redaktør Thomas Ladegaard

Mindeord: Det var et af de største træer i håndboldens skov, der helt ufatteligt faldt fredag. Morten Stig Christensen blev revet fra os alt for tidligt. Nu står en hel håndboldverden fattigere tilbage. Vores redaktør Thomas Ladegaard har skrevet et personligt mindeord.

AF THOMAS LADEGAARD

Fredag blev verden et fattigere sted at opholde sig, og der kommer til at gå år, før vi opdager, hvad vi har mistet. For en familie var det en far, en bror, en ægtemand, der gik bort. For os i håndboldens og idrættens verden var det en kæmpe, der i hele sin person indrammede alt det bedste i idrætten og håndbolden. Morten Stig Christensen hørte til dem, der gør verden større.

Jeg har efterhånden mødt ham mange gange og i mange sammenhænge. Hvert eneste møde gjorde indtryk. Sjovest var det nok, når jeg ved et besøg hos DanskHåndbold i Brøndby kiggede ind igennem kontorets glas, alle møder og aftaler blev skudt til hjørne bare for en tid, og så gik hans ellers i gang med et aktuelt emne, der bare måtte vendes. Eller en fortælling om Wieland Schmidt og venskabet med DDR-spillerne i 80’erne. Man skulle ikke være mange minutter i hans selskab for at mærke engagementet og energien.

De helt store er ofte meget venlige. Det var Morten Stig Christensen.

Autografen

Første gang jeg mødte Morten Stig Christensen var jeg bare en meget lille dreng med min far til landskamp. Den 12. december 1977 spillede Danmark landskamp i Helsingør mod Jugoslavien som forberedelse til VM på hjemmebane i 1978. Den unge amagerdreng var klart den yngste på et hold bygget på mesterholdet fra Fredericia. Anfører Anders Dahl-Nielsen kaldte ham ”Pusle” for lige at sætte det aldersmæssige hierarki på plads. Men Morten Stig fandt en naturlig plads på det danske landshold under ledelse af Leif Mikkelsen, der havde trænet ham i Saga og på det danske ungdomslandshold.

Morten Stig Christensen var kun 17 år, da han blev hentet ind på det danske landshold til OL i Montreal. Også dengang en usædvanligt tidlig debut og så til en olympisk turnering. Men det var under Leif Mikkelsen, at han fik en helt naturlig anførerrolle efter Anders Dahl. Den dag i december var der ikke mange, der kendte Morten Stig Christensen fra Amager. Efter kampen løb alle børnene ind på banen for en autograf fra spillerne. Morten Stig var ikke efterspurgt og forlod lige så stille banen. Så sagde min far: ”Løb hen til ham der. Han bliver stor en dag”. Jeg har autografen hos mig her.

Han var et ’wunderkind’ fra Amager. En moderne håndboldspiller. Dygtig i begge ender af banen med en god fysik, som kunne fjerne de fleste, når han kørte sin Rađenović-finte og bragte dansk håndbold fremad.

Et forbillede med noget på hjerte

VM i 1978 blev et gennembrud for Morten Stig Christensen. Det var kun et tremeterkast i Aarhus mod Sovjetunionen for at Danmark havde stået i VM-finalen i Brøndby, skønt Anders Dahl-Nielsen vist stadig bebrejder ”Pusle”, at han ikke spillede bolden videre i de sidste sekunder. I 1982 var Leif Mikkelsens landshold stærkt forynget og henrykkede under et uforglemmeligt VM i Vesttyskland en hel nation i en række gyserkampe med afslutninger lige til sidst. For nylig døde Bjarne Jeppesen. Ham som med en skruebold på straffe sikrede sejren mod Spanien i mellemrunden. Nu er manden, der med en sidste kraftanstrengelse sendte bolden ind under svenske Tomas Gustafsson og sikrede sejren over Sverige i den anden mellemrundekamp, også blevet revet bort fra os. 

Det var håndboldspillere, der blev forbilleder og ikoner. Der var ingen penge i sporten. De var alle studerende og amatører, som kæmpede mod de statsprofessionelle fra østblokken. Morten Stig Christensen læste matematik og fysik på Københavns Universitet og spillede sågar sæsoner for sin barndomsklub, da MK31 rykkede op i den bedste danske række. I Gladsaxe/HG samlede han og Per Skaarup et hold, der i nogle sæsoner også kunne spil med i den europæiske top, og som for en tid trænede mere og bedre end amatørismen gav plads til.

Efter OL i 1984 blev holdet til ”Bolsjedrengene” efter Hummels noget opfindsomme spilledragt i Los Angeles. En gruppe spillere med noget på hjerte, og som turde mene noget om den verden, der omgav den. Med initiativet ”Idræt for fred” viste spillere som Carsten Haurum, Per Skaarup og Morten Stig Christensen, at de også var andet og mere end glade boldspillere. De var borgere med holdninger og atleter med noget på hjerte.

Nu ville vi kalde det atletaktivisme. Dengang faldt det ikke altid i god jord blandt holdkammeraterne og omverdenen. Men Morten Stig Christensen havde noget på hjerte. Det krævede et mod, som da han sagde ja til at være med som skuespiller i filmen ”Venner for altid” fra 1987. Der spillede det maskuline håndboldikon en homoseksuel mandlig fodboldspiller, som er kærester med filmens unge hovedperson. En rolle der krævede kys og nøgenhed. 

Der blev fortalt mange dumme vittigheder om ikke at dukke sig ned efter sæben i badet i omklædningsrummet i de år. Men set her fra 2024 var rollen i ”Venner for altid” nærmest lysår forud for sin tid. Flere LGBT+ personer har fortalt om at føle sig set på det tidspunkt af en kæmpe dansk sportsstjerne. Morten Stig Christensen var i de år det maskuline forbillede, vi i så høj grad mangler lige nu. På en gang udstrålende klassisk mandlig styrke, intellektuel nysgerrighed og emotionel sårbarhed. Dem kunne vi godt bruge flere af lige nu.

Han fortalte mig en gang om en tradition, han var med til at indstifte som anfører på det danske herrelandshold. Siden tidernes morgen har det været en tradition, at en debutant på landsholdet holder en tale i omklædningsrummet efter debutkampen. Det fik de ændret til, at man holdt en tale om sin første seksuelle oplevelse. Vel at mærke ikke på en pralende, overdrevet måde. Men sårbart, ærligt. For at give noget ægte af sig selv. Den tradition holdt længe. Lige indtil der ikke var plads til sårbarheden længere.

Hånd og bold

Efter rollen i ”Venner for altid” tog Morten Stig til norske Stavanger som spillende træner. Den lokale avis skrev om, at klubben nu skulle trænes af ”en bøsse”. Du altforbarmende. Men tiden i Norge blev ikke lang, for på Kvægtorvet i Odense startede nu TV2, og Morten Stig blev i mange år det helt naturlige samlingspunkt på og bag ved skærmen på TV2 Sporten.

Håndboldkarrieren sluttede tidligt, og der havde utvivlsomt været mange flere gode år i ham på banen. Hans sidste landskamp blev nr. 190 i 1988. Symbolsk nok mod Sverige, som netop i de år var på vej til at overtage verdenshåndbolden igen.

Men også på Kvægtorvet kunne man mærke det bankende hjerte for sporten og håndbolden. Han sad med som ekspertkommentator undervejs. Og ser man nogle af de kampe nu, kan man godt fornemme en ekspert, der nok mest af alt bare hepper på Danmark og dansk håndbold. Engagementet og glæden var der altid.

Han fik sin håndboldmæssige opdragelse i MK 31 på Amager. Under mildest talt andre forhold end det vi kender til nu. I gamle, kolde gymnastiksale med plads til blot tre spillere på hvert hold. Han har med gnistrende øjne fortalt om, hvordan han omdannede barndomshjemmets stue til en håndboldbane, hvor de kunne spille mod hinanden efter skole med en tøjbold.

Morten Stig Christensen kaldte det ”Hånd og bold”. For at understrege den helt elementære glæde ved at lege med bolden, ved at have en bold i hånden, og opdage hvad den kan. Og for at understrege, at håndbold er så meget andet og mere end det gladiator-spil, vi ser på tv-skærmene hver eneste dag.

Fra ”Det Håbløse Forbund” til en moderne professionel organisation i DanskHåndbold

Den tilgang bar han med sig, da han i 2007 blev generalsekretær og senere direktør i det, der dengang hed Dansk Håndbold Forbund. Hans opgave blev at strømline et gammelt forbund og bære det ind i en moderne, kommercialiseret tid. Men det, han talte mest om, var hånd og bold. Når han fortalte om Lykkeliga, om street håndbold, om håndboldskolerne strålede han.

Morten Stig Christensen ville håndbolden. For alle.

I hans tid som spiller stod DHF for ”Det Håbløse Forbund”. Nu efterlader Morten Stig Christensen en moderne organisation, der afholder mega-begivenheder og store slutrunder på hjemlig grund, har opbygget en kommerciel gren på et højt niveau, og som har genereret store midler til fortsat udvikling af håndbolden.

Nu hedder forbundet DanskHåndbold, og det har netop gennemgået en gigantisk organisatorisk forandring, hvor mange lokale forbund er blevet til fire regioner. De evindelige trakasserier mellem lokalforbund, vi kendte fra fortiden, og som fodbolden stadig kæmper med, er ikke noget håndbolden længere er oppe imod.

Håndbolden i Danmark står simpelthen et helt andet sted nu. Det står der mange kræfter bag. Men Morten Stig Christensen har været med til at lede og drive den udvikling. Han kunne bogstavelig talt indenfor samme døgn spille Lykkeliga-kamp og blot nogle timer senere sidde i et luksuriøst mødelokale i Köln og forhandle med den europæiske håndbolds top om håndboldens fremtid i en geopolitisk virkelighed, hvor oliestater som Saudi Arabien forsøger at købe sig til blød magt i idrætten.

Det vingefang og det udsyn er en sjældenhed. Det engagement og det nærvær har de færreste. Når man møder det, er man aldrig i tvivl. Men man kan i et uforsigtigt øjeblik komme til at tage det for givet. Dén smertelige erkendelse hører menneskelivet til. Det samme gør sorgen. Et af de største træer er faldet. Og der vil gå lang tid, før vi forstår hvad vi i håndbolden har mistet.

Æret være Morten Stig Christensens minde.