Anja Andersen - geniet og vreden med Mads Olrik og Stanis Elsborg
Podcast: EHF fandt ikke Anja Andersen værdig, da de for nylig åbnede deres Hall Of Fame over de sidste tredive års håndbold. En beslutning der blot syntes at forlænge hendes kamp mod forstokkede autoriteter og strukturer. Sammen med Mads Olrik og Stanis Elsborg taler vi i denne udsendelse om geniet og eneren Anja Andersen. Om køn, vrede og alt det, der gjorde Anja Andersen til en af de vigtigste idrætspersonligheder i Danmark. Nogensinde.
AF THOMAS LADEGAARD
”Et EHF Hall of Fame uden Svetlana Kitic og Anja Andersen er som hvis fodbolden så bort fra Maradona og Messi.”
Det vakte både vrede og forundring, da det europæiske håndboldforbund EHF den 26. juni i år annoncerede en særlig Hall of fame i anledning af forbundets 30-års jubilæum. Det var mange af håndboldsportens helt store kvindelige og mandlige spillere fra de sidste 30 år, der blev indlemmet i de hellige haller. Men den helt store stjerne fra de to første EM-slutrunder var ikke med.
Det bruger vi som afsæt til en samtale om Anja Andersen og den betydning hun har haft for håndbolden og idrætten i Danmark.
Den ene gæst i udsendelsen er Mads Olrik. Han er redaktør på Zetland og har beskæftiget sig med adskillige stofområder. Her gør vi brug af hans håndboldinteresse. Og ikke mindst hans artikel i Zetland, med titlen ”Anja Andersen har tacklet sin vrede. Det er ret ærgerligt (for os andre)”.
Vores anden gæst er Stanis Elsborg. Han er senioranalytiker og konferenceansvarlig hos Play the Game og har en unik indsigt i idrættens placering i samfundet.
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Foto: Getty Images