Trænerportræt: Mik Hagenbo - en københavnsk underdog
Podcast: Som ung boede han i et kollektiv ved søerne i København, hvor ”alt blev indrettet efter håndbold”. Passionen for håndbold blev født i Saga på Frederiksberg og fik for alvor kraft efter hans første besøg på en jugoslavisk håndboldskole. Dén enorme passion for spillet lever stadig. Hans historie er også en helt særlig historie om dansk håndbold og en vigtig del af dansk håndbolds historie. Mik Hagenbo har aldrig været bange for fortælle sandheden.
AF THOMAS LADEGAARD
Til en af hans første kampe som seniortræner spurgte modstanderholdets holdleder: ”Hvilket værtshus kommer du fra?”
Positionen som en københavnsk outsider har givet ham masser af energi til at gøre en forskel i dansk håndbold. Han har været en underdog fra starten, men inspirationen fra Jugoslavien og kulturen i klubben Saga formede ham og fik ham til at tænke håndbold på nye måder.
”Jeg var nok verdens dårligste træner, da jeg startede”, fortæller Mik Hagenbo. Men hans enorme engagement og energi bar ham frem og gjorde ham til ligatræner i FIF og senere FCK Håndbold og TMS Ringsted. Undervejs har han også træner i Bording, Bahrain og Fredericia.
Vi får bl.a. historien bag hans 4:1+1 forsvar i FIF, og om hvorfor han i en overgang forsøgte at angribe med bare fire spillere.
Til trænerseminarer bliver Mik Hagenbo ofte præsenteret som en, der kommer og siger noget provokerende. Men for Mik Hagenbo handler det om at sige sandheden. I denne samtale med Mediano Håndbold får vi hans historie og hans blik på den moderne håndbold.
Hør hele udsendelsen her:
Mediano Håndbold kan lade sig gøre takket være Sparekassen Kronjylland. Vi har gået hånd i hånd siden foråret 2018.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.
Fotos: Getty Images