På besøg hos Mads og Nikolaj Øris Nielsen i BSV
Podcast: Vi har besøg Mads og Nikolaj Øris Nielsen fra Bjerringbro-Silkeborg til en snak om de gode gamle dage i Bjerringbro, skumhåndbold i legerummet på Kildevej, nummer 5 fra Barbaros Pizza, manglende udlængsel og det serbiske stregmonster Milutin Dragicevic.
De er brødre. De er klubmænd. De er holdkammerater. Ja, selv i vuggestuen render Mads og Nikolaj Øris Nielsen på hinanden, når de om morgenen afleverer næste skud på familien Øris Nielsens stamtræ. Vi fangede de to Bjerringbro-drenge efter aflevering af børn og inden taktisk træning på halgulvet i Jysk Arena til en snak om nogle af de mange indtryk, livet med harpikskuglen har kastet af sig.
Det er ganske få håndboldspillere, der har tilbragt ligeså mange år i den samme klub, som det har været tilfældet for Mads og Nikolaj. Derfor har de også fået en masse fælles oplevelser, der tæller langt mere end det fælles efternavn og de hundredevis af timer med skumhåndbolden i legeværelse på Kildevej i Bjerringbro.
I udsendelsen kan du blandt andet høre om:
Om dengang Nikolaj Øris “bare” var Mads Øris’ lillebror
At Bjerringbrohallen i gamle dage var opdelt i to lejre og en lokal håndboldkrig
Mads Øris’ ungdomsår i Bjerringbro, om en korsbåndsskade og hvordan den var med til at gøre Mads fysisk klar til håndboldligaen
Drabelige dueller mellem tre Øris-brødre i legerummet i barndomshjemmet, straffekastkonkurrence, og hvad de mange, mange træningstimer med skumboldene har givet
Dengang lillebitte Bjerringbro FH med Mads Øris Nielsen på holdet spillede DM-finaler mod mægtige KIF Kolding
Hvordan to Bjerringbro-drenge havde det med fusionen mellem Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel
Nummer 5 fra Pizza Barbaros uden løg med dressing og chili
Da Mads Øris Nielsen egentlig havde indstillet sig på at spille karrieren ud i BSV, men blev kasseret, og hvordan venstrebacken blev enig med sig selv om, han ville bevise, at det ikke var slut på topniveau
At den tidligere BSV-spiller Andy Schmid ikke troede på, at Mads og Nikolaj var brødre
Hvorfor livet som håndboldspiller ikke kun er en dans på roser, men kræver, at man giver afkald på rigtig mange ting
Hvorfor Mads og Nikolaj ikke har været fristet af at komme til udlandet
Om det serbiske stregmonster Milutin Dragicevic, der kastede medicinbolde som var det flødekarameller, men aldrig gjorde en flue fortræd
At Nikolaj fik tilbud om at overrække en pris på TV2 Charlie og om kærlighedsforholdet til Poul Krebs
Hør ligeledes vores special om Fredericia HK, der til den kommende sæson igen er at finde i Herre Håndbold Ligaen. Den håndboldgale by har overhalet sin 2020-plan om oprykning til landets bedste række, og vi tog os derfor en snak med cheftræner Jesper Houmark og højreback Nikolaj Mehl om, hvad håndbolddanmark skal forvente sig af den nye dreng i ligaklassen. Du kan finde udsendelsen nedenfor.
Hvis du vil høre flere podcasts fra Mediano Håndbold, kan du nedenfor få et overblik over de ting, vi har produceret. Vi har været i gang i over et år og fortsætter med at levere gratis håndboldindhold til jer lyttere. Det kan vi kun, fordi Sparekassen Kronjylland har været med som hovedpartner hele vejen. Det er vi enormt stolte af og endnu mere, fordi Sparekassen Kronjylland også er med på rejsen i hele 2019.
Du kan finde Mediano Håndbold både på Facebook, Twitter og Instagram, hvor vi løbende deler vores udsendelser. Vil du automatisk have besked, når der er en ny podcast i farvandet, kan du abonnere på os på Soundcloud eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.