Aalborg fandt kuren mod Final4-allergien
Podcast: Herrerne kårede en ny pokalmester, da Aalborg Håndbold for første gang i klubbens historie hævede trofæet efter finalesejr over Skanderborg. Vi runder Santander Final4 i Boxen af, analyserer og griner - mest af Jakob Green. Intet nyt under solen dér.
De seks første skud i aalborgensernes seksløber havde været fyldt med løst krudt, men i weekenden lykkedes det så endelig nordjyderne at iklæde sig guldhatte efter Final4-weekenden. Pokalen kom i hus med en etmålssejr over sæsonens helt store overraskelse fra Skanderborg Håndbold, og generelt må man vel bare sige, at de fire pokalkampe bød på både intensitet og spænding til de allersidste sekunder. Forlænget spilletid i den første semifinale, tomålssejr til Aalborg i den anden, straffekastafgørelse da BSV vandt bronze og som sagt ét mål til at adskille Aalborg og Skanderborg i finalen.
Det skriger på en opfølgning - og den får du her.
Eftersom både Jesper Fredin og Oliver Jørgensen endte med fuld plade og forudså weekendens resultater, da vi i sidste uge lavede optakt, turde vi godt invitere dem i studiet nok engang. Kort inde i udsendelsen fik de også besøg af en tydeligt trist, men også frustreret Jakob Green, der kom brasende ind ad døren.
Der blev både lejlighed til at analysere fire gange 60 minutter plus pant, straffekast og forlænget spilletid, men også tale om en vinderkultur, som er sivet ind i fundamentet i Aalborg Håndbold, brugen af videohjælp og udviklingen på de indre linjer i Skanderborg Håndbold.
Og på den lidt mindre seriøse front fik vi blandt andet løftet sløret for Henrik Møllgaards forhold til heste, Nikolaj Øris’ forhold til tandlæger og genopfrisket dengang Jakob Green skulle genopføre en holdkammerats stunt og selv endte med et hak i gebisset.
Har du lyst til mere håndboldindhold, bør der være mulighed for at få stillet sulten herunder, hvor du finder samtlige af Mediano Håndbolds udsendelser:
Foto: Jan Christensen/FrontzoneSport via Getty Images