Den store analyse af 1. DM-finale mellem Skjern og BSV
Podcast: Bliv klogere på, hvad der egentlig skete i den første DM-finalekamp mellem Skjern og Bjerringbro-Silkeborg, når vi i denne udsendelse stiller skarpt og går bagom de første 60 minutters tvekamp om guldmedaljerne.
"Den bliver nok ikke så lang i dag. En af de korte udsendelser. 20-25 minutter måske..."
Det var ordene, inden pegefingeren ramte optageknappen i mandags. Sådan gik det imidlertid langt fra. Det blev grundigt, nørdet og i dybden. Derfor får I her følgende:
En podcast + en knivskarp trænerhjerne + en (lille) time = en gennemarbejdet analyse af 1. DM-finale mellem Skjern Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg.
Endnu en gang gav vi nemlig cheftræner for HC Odenses 1. divisionsherrer, Martin Hjortshøj, lov til at gå amok på notesblokken. Og vanen tro havde cheftræneren gjort sit forarbejde til UG med kryds og slange.
Du kan høre hele udsendelsen her - tryk play på filen fra Soundcloud. Eller endnu bedre find Mediano Håndbold i din podcast-app og tryk abonnér, så er du med ombord til alle vores kommende udsendelser:
I udsendelsen kan du blandt andet høre om:
- En plus- og minusliste over, hvad der gik godt og skidt for henholdsvis Skjern og BSV i den første finale
- Hvilke spillere der brændte igennem, og hvem der leverede under niveau
- De faser af opgøret, der fik særlig betydning for resultatet, og hvorfor Skjern ad flere omgange fik kæmpet sig tilbage og spist BSV's føringer
- Eivind Tagens brandvarme skudarm og de situationer, hvor nordmanden viste X-factor
- Altid solide Bjarte Myrhol, en skarp Markussen og Jacob Lassen, der lever lidt i skyggen, men altid banker igennem
- Hvad de to trænerteams (måske) har fokus på at få forbedret frem mod 2. DM-finale
Når du har hørt analysen af 1. DM-finale, kan du med fordel hoppe ind forbi Mediano Håndbold på Soundcloud (eller i din podcast-app), hvor du kan høre de mange udsendelser, vi har sendt ud, siden vi gik i luften for lige knap to måneder siden:
Udsendelsen er præsenteret i samarbejde med Sparekassen Kronjylland. Hele tanken om Mediano Håndbold er blevet til i et samarbejde mellem Sparekassen Kronjylland og mediet Mediano.
Det er intentionen at sætte fokus på både kvinde- og herrehåndbold
ligesom at kigge på både dansk og international håndbold. Så vær med i vores udvikling, kom med input og gode forslag.
Og kan du lide det nye håndboldmedie og føler, at flere i Danmark skal lære os at kende, så prik dine håndboldvenner på skulderen og del vores indhold på de sociale medier. På den måde kan vi nå ud til flere og skabe et grundlag for at lave flere udsendelser og mere godt håndboldindhold.
På alle sociale medier bruger vi hashtagget #påvej.
Foto: Getty Images/Jan Christensen